Der er "fuldt program" i Metal Ligaen i morgen, når træningskampene skydes i gang i Odense, Rødovre, Aalborg og Rungsted.
Den snarrådige læser af dette medie vil have set, at kampen mellem Aalborg og Frederikshavn har været lidt "frem og tilbage" i forhold til, om den har stået på det nye Metalligaen TV-site, der er åbnet i dag.
Lige nu står den der, men det ændrer dog ikke på det forhold, at kampen i morgen sendes med AI-kamera og uden kommentator.
- At vi kun har tre kampe med kameramand og kommentator i morgen, skyldes praktiske og logistiske årsager i forhold til kampen i Aalborg. Det kommer naturligvis ikke til at ske, når Metal Ligaen går i gang fra 1. september. Og det er ambitionen at stort set alle træningskampe sendes - gratis - på Metalligaen.tv, siger Anders Antonsen, Sportways CEO i Danmark.
Her er lineup'en til morgendagens kampe - sådan "kommentatorwise":
* Jannik Sønderby er på plads til Rødovre-Herlev
* Henrik Bauch kommenterer Rungsted-Esbjerg
* Michael Damsted Jensen er i Odense, hvor SønderjyskE kommer på besøg
* Aalborg-Frederikshavn sendes altså via AI-kamera.
Tre kampe begynder klokken 19, Aalborg-Frederikshavn 19:30
Der vil først være pauseinterviews, når Metal Ligaen går i gang.