Den teknisk stærke forward er landet i Nordsjælland

Så har Frederik Bjerrum endelig fundet sin nye destination for karrieren efter at han tidligere i denne sæson spillede den første del af sæsonen i Frederikshavn. Parterne skiltes der efter en god sæsonstart af Bjerrum, der derefter faldt lidt ned i produktion og endte på otte point i 14 kampe. Det står han også på nu og fortsætter karrieren i Rungsted, hvor han spiller for den resterende del af sæsonen. 

Han præsenteres således af Rungsted: 

Frederik har fået sin ishockeyopvækst i Esbjerg, men har spillet for både Herlev, Odense, Sønderjyske og Frederikshavn.

Nogle Rungsted Seier Capital fans vil måske huske ham fra guldsæsonen i 2018/2019, hvor han med 11 point blev Sønderjyskes topscorer i slutspillet. I 2019/2020 blev Frederik Sønderjyskes interne topscorer med 42 point, og dermed indtog han en 8. plads på topscorerlisten over danskere i Metal Ligaen.

Rungsted Seier Capitals direktør Thomas Friberg knytter følgende kommentar til kontrakten med Frederik Bjerrum:

- Efter Jonas Røndbjerg rejste til Las Vegas, er vi kommet ned på 13 angribere i truppen, og med Mathias L. Hansen ude på ubestemt tid, er vi reduceret yderligere, så vi nu står med 12 angribere i truppen. I den sportslige sektor måtte vi konstatere at vi dermed stod i en situation, hvor vi havde en af Metal Ligaens smalleste trupper, på et tidspunkt af året, hvor tingene begynder at spidse til.

- Da muligheden bød sig for at tilknytte en spiller, der har produceret på Frederik Bjerrums niveau, mente vi det var rettidig omhu at handle, så vi fortsat kan spille med fire kæder i tilfælde af en skade, siger han. 

Frederik Bjerrum kommer til at spille med nummer 24 i Rungsted. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital CORONAEN ER KLARET: Rødovre er klar til kamp i morgen