Skuffende exit for Frederikshavn White Hawks søndag først på aftenen, hvor Esbjerg havde vendt 0-2 til en sejr på 3-2 og dermed sikret sig en plads i semifinalen efter fem kampe.
Dermed blev det altså en - foreløbig - meget kort trænerkarriere for Kasper Degn i White Hawks-boksen, og både han og træner Henrik Andersen ærgrede sig over, at der ikke var mere energi på White Hawks-holdet i løbet af kvartfinaleserien.
- Det blev afgørende, at Esbjerg spillede ishockey i 40 minutter, mens vi kun spillede i 20 minutter. Jeg har svært ved at svare på, hvad som gik galt, men med den viden, jeg har om truppen, så mangler der nok lidt ydmyghed i forhold til, hvad man skal levere, når det er slutspil. Det har Henrik (Christiansen) og jeg selvfølgelig også en del af ansvaret for, siger Kasper Degn til Nordjyske.
Også direktør Henrik Andersen ærgrede sig over, at der ikke var mere gas i White Hawks-spillerne, da det gjaldt.
- Jeg må bare sige, at Esbjerg helt fortjent vandt kvartfinaleserien. De ville det 100 procent mere, end vi ville, og det er selvfølgelig skuffende, at vi står her og snakker om, at der er en modstander som ville det mere end os, siger han - også til Nordjyske.
Der er endnu ikke truffet afgørelse om, hvem der skal træne Frederikshavn i den kommende sæson.
Jari Pasanen er - læser man mellem linjerne i Nordjyske - ikke mere aktuel, mens Kasper Degn kun var kaldt ind som vikar.