Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs 2-5 (0-3, 1-1, 1-1)
Odense tog en aldeles velfortjent sejr i Vendsyssel her til aften, da de besejrede White Hawks med 5-2 . Hjemmeholdet i total nedsmeltning, og de tekniske problemer der var i hallen, fulgte åbenbart med ind på isen hos spillerne.
Halspeakeren proklamerede nemlig inden kampstart at der var tekniske problemer med haluret i Nordjyske Bank Arena. Det forplantede sig tilsyneladende helt ind til hjemmeholdets omklædningsrum, for de kom ud til kampen med endnu større tekniske problemer end haluret.
Odense var puckførende gennem det meste af perioden, og hjemmeholdet halsede efter. Når endelig de erobrede pucken, så mistede de den igen, og fynboerne havde momentum perioden igennem. Vendelboerne blev piftet fra isen efter første periode, at et meget utilfreds hjemmepublikum.
Og man forstod dem. 0-3 stod der (ikke på haluret) efter 20 minutter, og det kunne faktisk have gået langt værre. Odense var her, der, og alle vegne, og høgene var ikke eksisterende. I fredags efter kampen mod Aalborg, udtalte Rasmus Søndergaard til klubbens eget Web TV, at de ikke var mødt op til kampen, og det samme kan siges om i aften. Her var de heller ikke mødt op.
Odense leverede god ishockey, tempofyldt, og pasningerne sad lige i skabet. De kørte rundt og udspillede Frederikshavn i første periode, og der var ikke end gang gået to minutter, så var der nettet første gang. Det var Jonatan Tanus der stod klar til at sende skiven det sidste stykke over stregen.
Chance på chance til fynboerne efterfølgende, og man sad blot og ventede på 0-2 scoringen. Den kom da Mikkel Hansen tog chancen, og Henry Hardarson styrede pucken ind bag Galansky. Misfornøjede ytringer hos hjemmepublikummet, og glæde hos den enlige Odense fan der havde taget turen til Frederikshavn.
Han kunne glæde sig yderligere efter 14 minutter, da fynboerne udnyttede en Mads Larsen udvisning. Hurtigt stillede de op, og Piipponen sendte pucken ind på benet af Räsänen, og så snød den Galansky. 0-3 til Odense, og tjekken ud af buret til fordel for Seldrup.
Det var faktisk et par mål for lidt til fynboerne efter første periode, men masser af selvtillid at tage med ind i omklædningsrummet til pausen. 6-20 var skudstatistikken, hvilket understeger at det var Bulldogs periode fuldt ud.
Anden periode åbnede igen med Odense dominans. De havde krammet på vendelboerne, og ville det bare meget mere. Efter små seks minutter kom gæsterne afsted i en fire mod en, og perfekt pasning fra Mark Auk til Gunars Skvorcovs. Han lagde pucken med lethed over stregen til 0-4, og så forlod de første tilskuere Nordjyske Bank Arena.
Det forstod man godt, for det var direkte elendigt det der blev leveret fra hjemmeholdets side. Det blev heller ikke bedre af at Nikolaj Krag måtte udgå for hjemmeholdet i løbet af anden periode.
Med 10 minutter igen kom der en lille livline til hjemmeholdet. Räsänen fandt med en flot pasning Oliver Anker, og han gled igennem og udplacerede Perhonen til 1-4, hvilket også var stillingen efter 40 minutter i Frederikshavn.
White Hawks startede tredje periode med at lægge et pres på fynboerens defensiv. Det var også nødvendigt, hvis der skulle håb om point med ind i omklædningsrummet. Stemningen på tilskuerpladserne var helt død, så her var håbet forsvundet.
Hvis der var en enkelt der stadig troede på point, så blev det håb hurtigt slukket. Godt tre minutter gik der af sidste periode, inden Piipponen stod klar til at sende en retur fra Seldrup over stregen. 1-5 til Odense, hvilket ingen havde regnet med inden kampen.
Det var på alle måder Odenses kamp, og man sidder med en fornemmelse af, at de har ramt den helt rigtige form her frem mod slutspillet, der begynder i næste uge. Man kommer i hvert fald ikke sovende til en semifinaleplads, hvis man har Odense som modstander i kvartfinalen.
Vendelboerne fik pyntet på resultate med seks minutter igen, da Alex Bumagin blev spillet fri ved bagerste stolpe. Han svigtede ikke, og reducerede til 2-5.
Mere blev det ikke til, og det var slet ikke godt nok set med White Hawks øjne. Bange anelser frem mod slutspillet for Jari Pasanens tropper, der leverer gode og dårlige præstationer på skift. 6-1 og 2-1 sejre i henholdsvis Herning og Vojens, og 0-4 og 2-5 nederlag hjemme mod Aalborg, og i dag Odense. Det svinger ikke for høgene.