Det var vældig tæt, da Frederikshavn og Herning fredag aften mødtes til den sidste testkamp før turneringsstart.
Vi skulle ud i overtid, før Thomas Søndergaard leverede sejrsmålet for Frederikshavn, der endte med at vinde 3-2.
Nordjyderne begyndte også godt med et tidligt powerplay-mål af Mads Larsen efter seks minutter. Seks minutter senere gjorde Brock Beukeboom det til 2-0.
Der var reducering ved Mathias Bau, der udnyttede at Seldrup i Frederikshavn-målet fumlede med pucken og efterlod et frit mål til Bau.
Anden periode endte uden mål, men i tredje periode fik Markus Jensen pucken hugget ind til 2-2 fra en spids vinkel.
Der var chancer i begge ender efter det udlignende mål og både White Hawks og Blue Fox kunne have vundet matchen i ordinær tid, men i stedet blev det altså Søndergaard, der lukkede og slukkede.