2642 så de effektive gæster vinde i Holger Danske Arena

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 1-4 (0-1 0-1 1-2)

Sen fredagskamp i Holger Danske Arena sidste aften i januar var med gratis adgang for supporterne. Sponsorer havde betalt entreen og det havde lokket en del tilskuere på lægterne, og her var der fuld opbakning til hjemmeholdet.

Der blev spillet frisk og underholdende ishockey i den første halvdel af åbningsperioden. For frisk måske for hjemmeholdet, for pludselig var Willliam Rørth alene med tre høge som han i første omgang afviste, men pucken lå fri ved stolpen og her var Todd Winder hurtig til at skubbe skiven det sidste stykke i mål.

Kort inden målet havde Rødovre ellers en mega mulighed, der blev afvist på undersiden af målrammen. Den blev kigget efter af dommerne og korrekt afvist.

Med en halvt minuts tid tilbage af perioden trak gæsterne kampens første udvisning, men hjemmeholdet fik ikke sat spillet inden pausehornet lød.

Således kunne tyrene starte anden periode med en mand i overtal på frisk nylavet is. Det gik ikke som forventet for tyrene. Tværtimod blev det Christopher Frederiksen der frisk fra straffeboksen kunne udbygge gæsternes føring efter flot forarbejde af Jesper Thörnberg.

Olaf Eller tog sin timeout efter, for at få sat skik på spillet.

Hjemmeholdet tog sin første udvisning syv minutter inde i perioden, men heller ikke her var der bid. En udvisning mere til Rødovre blev også afviklet uden scoring. Men rytmen i kampen havde taget skade af udvisningerne og den energi der bruges på at forsvare.

Tredje periode startede ligesom anden, med hjemmeholdet i overtal et lille minut uden scoring, men attituden var forbedret.

En udvisning mere til gæsterne efter fire minutter gav endelig pote for hjemmeholdet, der spillede gæsterne helt tynde og så kunne Christopher Rübenach på bagerste stolpe sætte reduceringen, som igen bragte spænding om udfaldet.

Midtvejs øgede gæsterne i overtal ved Jesper Thörnberg, der tørt huggede pucken i mål.

Med godt tre minutter tilbage af tredje periode trak hjemmeholdet keeperen ud til fordel for en spiller mere, men sløseri i tyrenes pasninger bragte gæsternes fjerde og afgørende scoring. Det var Sebastian Benker, der effektuerede.

De 2642 fremmødte kunne glæde sig over at gæsterne kommer tilbage på tirsdag til en kærkommen revanche.


SønderjyskE sejrede over Herning efter straffeslag Odense fik Metal Final4-revanche