Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 4-5 (3-2,0-1,1-1) 0-0,0-1 Herlev Eagles var på besøg i Rødovre, og der var mødt masser af fans frem fra begge lejre. 587 tilskuere stod noteret på kamprapporten. Og de fik sig en god gang underholdning på isen. En kamp som endte 5-4 til gæsterne, efter en omgang overtime og straffeslag.
Rødovre stillede til start uden Mads Eller og Brandon Magee, og Herlev havde stort set fuldt hold til start.
Det er tidligt på sæsonen, så der er naturligvis masser af skønhedsfejl. Men selv med det forbehold in mente, så var det en god og velspillet kamp.
Første periode var fuld fart frem med alle pistoler trukket. En åben slagudveksling mellem to mandskaber som stod godt til hinanden. Der var god fart på spillet, en tilpas mængde nærkampe, og flere fine detaljer i opspil og chancer. En ret så lige periode endte 3-2 til hjemmeholdet, hvor især nyankomne Kyle Hallbauers solomål for Rødovre var værd at fremhæve.
Anden periode blev en lidt mere behersket affære. Begge hold satte mere fokus på at holde folk bag pucken, holde pucken i egne rækker, og så ikke satse for meget frem i banen. Kampen manglede til tider lidt intensitet og fart fra første periode, men Herlev sad på det meste af perioden, og skabte også de største chancer og fik scoret det eneste mål.
Tredje periode var lige så tæt som første periode, og begge hold fik vist godt spil. Begge hold fik også scoret ved Marcus Almquist og Hakon Nilsen. Overtime var heller ikke nok til at finde en vinder, og så skulle det afgøres på straffe. Her var Herlev skarpest, og kunne tage sejren hjem.
Konklusion: En overraskende god kamp med masser af fart og god intensitet. Kampen var præget af flere gode momenter end af fejl, og begge mandskaber fik masser af spillere på isen.
Kyle Hallbauer ser ud til at være et frisk pust på Vestegnen for Rødovre. Han spillede sikkert, havde god omgang med pucken, og så lavede han et forrygende solomål. Frank Gymer ser ud til at være tilbage fra sin skade, og var her, der og alle vegne. En konstant trussel for Herlev kampen igennem. Flere af de unge spillere lyste op, og Marcus Almquist så skarp ud i kæden med Gymer og Moilanen.
Herlevs powerplay så giftigt ud med Johansson og Jonsson ved roret. Med Oliver True inde foran mål og med Nicklas Heinerö på plads i stedet for Asperup. Hurtig og sikker puckomgang med masser af chancer til følge. Jonsson og Åhström var gode for Herlev. Med tanke på at de har mistet stort set hele anden- og tredjekæden fra sidste sæsons succeshold, så virkede Herlev i god balance i store dele af aftenens kamp.