Det var en lettet Simon Grønvaldt, der efter sejren i aftes kunne tale med TV2 Sport. Esbjerg er videre til semifinalen og møder Aalborg Pirates i en ny bedst af syv-serie, der begynder på tirsdag i Aalborg.
Fredag aften blev det 5-0 over Frederikshavn og dermed fik Esbjerg endelig hul på bylden efter mange kampe i serien med spilovertag.
- Vi var lidt skarpere foran mål. Chancerne gik vores vej i aften og vi var meget mere kyniske end tidligere i serien. Jeg synes, det er fortjent, at vi går videre, sagde Grønvaldt til TV2.
- Jeg synes, der har været noget om, at vi ikke har fået de rigtige bounces, og at Frederikshavn er kommet til lidt for lette mål. Det kan jeg godt stå at sige, nu hvor serien er afsluttet. Det er helt fair, at vi vinder serien, lød det fra Grønvaldt, der nu kan se frem til at møde Aalborg, som Esbjerg endnu ikke har tabt til i sæsonen.
Aalborg vandt 4-0 over Herlev i kvartfinalen.
- Om det er en fordel eller ej, at de har hvilet? Det er altid lidt både og. Aalborg har nok haft en lidt lettere vej til semifinalen, selv om de også var ude i nogle tætte kampe. Vi vandt i syv kampe over Frederikshavn, og er vel også meget godt kørende lige nu, lød det fra Grønvaldt.