Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 4-0 (3-0, 1-0,0-0)
Det duer bare ikke for Herlev når de krydser Limfjordstunnelen, og fortsætter nordpå til Frederikshavn. Seneste sejr var tilbage i 2016, og forbandelsen fortsatte i aften for de hårdtprøvede københavnere. Allerede efter 10 minutter var håbet om en sejr punkteret, for her var de sortklædte bagud med 3-0. White Hawks havde Jesper Jensen med på holdet i aftenens kamp, da hans OL deltagelse stadig kræver nogle negative test. Et stemningsfuldt hjemmepublikum bar høgene frem, og det drog de kapital af fra start.
For det var et hjemmehold der åbnede med manér, og hele tiden udfordrede Herlevs defensiv, der stadig sad ude i bussen. McNeill havde en kæmpe chance til at starte med, men Horäk greb ind på forbilledlig vis. Kort efter åbnede Christoffer Åkesson scoringen i Nordjyske Bank Arena, da han smed skiven ind mellem benene på Horäk.
Det blev værre endnu for Herlev og den stakkels keeper, der virkelig blev solgt af sit forsvar. Thomas Søndergaard stod fri i slottet, modtog en perfekt pasning, og så sendte han pucken ind til 2-0. Målet kom efter et langt pres fra vendelboernes side, hvor Herlev var overladt til statister.
Statistrollen fortsatte 36 sekunder senere, da Jonathan Brinkman åbnede sin målkonto for White Hawks. I fredags var han også på måltavlen i Nordjyske Bank Arena, men der som Rødovre spiller, men efter udlejningen til Frederikshavn, fortsatte han den gode trend med at score. Naturlig jubel og tilkendegivelser til høgenes nyerhvervelse, som selvfølgelig fik scorings-pucken med hjem i tasken.
Patric Wener tog naturligt en time-out for at vække sine spillere, men det lykkedes ikke rigtig. Defensiven blev ikke mærkbart bedre, men de holdt dog hjemmeholdet fra scoring i resten af perioden. Men det var et Frederikshavn mandskab i teten, og der kunne nemt været blevet scoret både to og tre mål mere bag en prisgivet Horäk.
Anden periode begyndte med et par sporadiske Herlev muligheder, men så tog vendelboerne igen fat og nærmest belejrede Herlev zonen. Det lignede ofte powerplay, og kun takket være en stærkt spillende Horäk, blev det ikke værre for gæsterne.
Helt holde hjemmeholdet fra scoring i perioden kunne han dog ikke, og Nikolaj Krag blev spillet flot fri ved bagerste stolpe efter godt 10 minutter, og scorede sikkert bag Herlev keeperen.
Bumagin tryllede kort efter, men manglede lige en medspiller til at fuldføre arbejdet ved bagerste stolpe. Russeren ser ud til at være ved at finde storformen, og bliver afgjort en gevinst for White Hawks i slutspillet.
Nogle gange blev det måske lidt for fint for hjemmeholdet, i stedet for at gøre det simple. De havde gode arbejdsbetingelser mod et chanceløst Herlev mandskab.
Tredje periode lignede de to første, og Rasmus Søndergaard hamrede pucken på overliggeren for hjemmeholdet. Det lignede mere 5-0 end 4-1, og Herlev glædede sig bare til at komme ud i bussen og hjem. Der var ikke meget spilleglæde at se hos dem i aften.
Chancer var det nok af til hjemmeholdet, og flere af de unge bød sig til i det offensive spil. Oliver Anker, Christoffer Åkesson, og nytilkomne Jonathan Brinkman, stod klarest i lyset af de gode præstationer, der var på hele vendelboernes mandskab i aften.
Herlev slap med skindet på næsen rent resultatmæssigt, men der var ikke meget at råbe hurra for hos Patric Wener og hans spillere.