11 scoringer i Spar Nord Arena, da Herlev afsluttede grundspillet med en sejr

Herlev Eagles-Herning Blue Fox 6-5 (2-2,4-2,0-1) 

Herning jagtede muligheden for at blive grundspilsvinder i Herlev.

Gæsterne fra Herning havde efterladt nogle store kanoner hjemme på heden til aftenens kamp, idet at Marinaccio og Bau Hansen ikke var på isen, og hvor Carruth i målet blev erstattet af Thor Baden. Herlev havde valgt at give Horak en rolig aften i VIP-lokalet og derfra kunne han se sin kollega Gustav Bågenvik forsvare Herlev-målet.

Og begge målmand fik nok at se til fra kampens start. Begge mandskaber ville frem på isen, og det virkede som om fokus var lagt på de offensive glæder fremfor de defensive dyder. Det gav masser af store og åbne chancer til begge hold. Herlev kom bedst ud af starthullerne og havde flere gode muligheder inden Tobias Åhström bragte hjemmeholdet på 1-0 i powerplay. Lidt senere i perioden leverede Lindqvist-Hansen et sublimt oplæg til Asperup, som uden dikkedarer udplacerede en chanceløs Baden i målet.

Herning så ikke for godt ud i indledningen, og Popovic havde en halv friløber lige efter 2-0 målet, men så ændrede kampen sig lidt og gæsterne kom bedre med. Og da først Joachim Linnet havde reduceret til 2-1, og Mads Christensen kort efter bragte balance i regnskabet, bølgede spillet og chancerne frem og tilbage.

Men hvis man troede at trænerne ville få rusket op i deres mandskaber og gav dem besked på at få styr på defensiven, så tog man fejl. Seks mål blev der scoret i de midterste 20 minutter af kampen. Herning startede scoringsfestivalen, og så gik det stærkt. Flot mål af Lindqvist-Hansen på forarbejde af Asperup, Schleicher scorede på straffeslag, og unge Valdemar Andersen sæsondebuterede, da han overtog målet for Thor Baden, der måtte udgå med en skade.

6-4 til hjemmeholdet inden tredje periode, og Herning skulle frem og score tre mål, hvis de ville gøre sig forhåbninger om at overtage førstepladsen fra Aalborg. Det blev på alle måder en mere afdæmpet periode, både i spillet og antallet af mål.

Hernings kaptajn Poulsen lavede periodens eneste mål mod slutningen af kampen, og selvom Herning trak unge Valdemar Andersen ud for en ekstra markspiller, ændrede det ikke på sagen.

Herlev vandt grundspillets sidste kamp på egen is, og Herning forpassede chancen for at smutte forbi Aalborg.

Muligheden var der for midtjyderne, for Aalborg tabte deres kamp i Esbjerg. Det betyder at Herning på fredag kan tage imod Frederikshavn i deres kvartfinaleserie, mens Herlev kører til Fyn for at møde Odense Bulldogs!


SønderjyskE trynede tyrene Elmose og Kjær sikrede Esbjergs første sejr over Aalborg