Herlev Eagles – Rødovre Mighty Bulls 5-0 (4-0, 1-0, 0-0)
Første lokalopgør mellem ørnene fra Herlev og tyrene fra Rødovre var henlagt til Martinsen Arena i Herlev. Der var fyldt godt op på lægterne og forhåbninger om sejr fra begge lejre, skabte den stemning, der skal herske i lokalopgør. Desværre kunne gæsterne intet stille op på isen, mod et velspillende hjemmehold, der legede sig til storsejr.
Fyrre sekunder spillet op hjemmeholdet punkterede scoreboardet på holdets første afslutning. Det var tilbagevendte Rasmus Simonsen, der havde sidste stav på pucken. Noget af en kold dukkert for gæsterne, der også kort efter tog kampens første udvisning.
Endnu en scoring til hjemmeholdet, der effektivt udnyttede overtallet. Det var Isac Skedung der styrede pucken i mål i samme moment, som gæsterne blev fuldtallige.
Lidt tumult efter en halv periode sendte en spiller fra hver side til afkøling, men alligevel overtal til hjemmeholdet, der let satte tredje scoring. Målet blev sat ind af Axel Lindström. Timeout prompte fra Rødovre der slet ikke var til stede i kampen.
Lige lidt hjalp det. Pinligt ringe af udeholdet der blev straffet med fjerde scoring af Nicklas Heinerö der sendte en retur i kassen, mens Rødovre spillerne kollektivt kiggede ishockey.
Mod slutningen kom Rødovre mere med i spillet, men de store chancer blev der ikke skabt, og fortjent foran, kunne Herlev gå til første pause.
Anden periode viste bedre attitude hos gæsterne, der bød hjemmeholdet op til dans uden dog at være skarpe på de få muligheder der viste sig, dertil var ørnene for stærke i alle spillets facetter.
Herlev fik første reelle mulighed efter tretten minutter, og femte scoring blev en realitet på en smuk omstilling. Målet blev eksekveret af Maxime Trépanier.
William Rørth i tyrekassen sagde tak for i aften og overlod buret til Albert Adamsen. Mere skete der i store træk ikke, i en tam anden periode.
Tredje periode bar præg af den store resultatmæssige stilling. Herlev skulle bare få tiden til at gå uden at bruge for mange kræfter, og Rødovres fokus var at komme hjem hurtigst muligt og ryste blamagen af sig, inden Esbjerg kommer på besøg søndag.
Herlev skal en tur til Vojens også søndag.