Herlev på hjemmebane efter tre gode udekampe. Og årets sidste kamp på hjemmebane mod rivalerne fra nord, Rungsted Seier Capital.
Herlev stillede til start uden de store skadesproblemer. Noget man ellers har kæmpet en del med de seneste sæsoner. Anderledes så det ud for Rungsted Seier Capital, som var kommet til Herlev uden syv stamspillere.
Deriblandt de to målmænd Wallin og Grubak. Begge sad ude med skader, og derfor havde Rungsted hentet en lånekeeper i Rögle til de næste par kampe, 18-årige Fabian Arwidson. Han mødte direkte op i Herlev fra Sverige, og var klar i Rungsteds mål efter opvarmningen var slut. Og han fik en masse at se til i første periode.
Herlev kom flyvende, og var bedst i kampens indledning, men et par fejl i egen zone kostede dyrt for værterne. Rasmus Andersson og Brett Thomson smed pucken op i hvert sit hjørne, og så var Rungsted foran. Små fejl tæt ved eget mål, som kostede dyrt. Men Herlev kørte på, og da Victor Cubars med en elegant pasning spillede Blak Olsen fri til scoring, var hjemmeholdet igen helt inde i kampen. 1-2 efter 20 intense minutter.
Anden periode bød kun på et enkelt mål, da Mikkel Bertelsen fik overlistet Arwidson i Rungsted målet efter endnu en flot pasning fra Cubars. Herlev var bedste hold på isen i de midterste tyve minutter, men Rungsted havde også deres muligheder undervejs. Blandt andet kampens første powerplay med omkring to minutter tilbage af kampen.
Tredje periode bød på et sandt orgie af udvisninger til Rungsted. Fire udvisninger gav Herlev et spillemæssigt overtag, og flere gode afslutninger. Hele tre gange ramte Herlev spillerne stolperne, og resten tog Fabian Arwidson sig af. Den unge svenske målmand imponerede med flere gode redninger kampen igennem. Ingen scoringer var der i de sidste tyve minutter, men stemningen på isen blev gradvist ondere, og der var adskillige bataljer spillerne imellem. 2-2 efter 60 minutter.
I starten af overtime blev Rungsted ramt af endnu en udvisning, og her var det Matthias Persson som fik to minutter for slashing, og efterfølgende fik han brokket sig så meget, at dommerne sendte ham i bad.
Overtal i overtime er alle dage i ugen en kæmpe mulighed, og der gik ikke lang tid før Anton Johansson kunne sende en onetimer ind bag en sagesløs Arwidson i Rungsted-målet.
Der udbrød forståeligt nok stor jubel i en tætpakket Spar Nord Arena i Herlev over de to points til hjemmeholdet. Rungsted vil føle sig bortdømt, og måske også have i tankerne at de smed føringen væk, mens Herlev måske kunne føle sig en smule snydt for de tre points. Men det blev i sidste ende en sejr i årets sidste hjemmekamp.
Der blev lagt gevaldigt i kakkelovnen til næste møde mellem de to mandskaber, og mens Rungsted kan fejre nytår om lidt, så skal Herlev i aktion igen i morgen fredag, når de skal stille til start for tredje gang på fire dage. Denne gang mod Mighty Bulls i Rødovre.