Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks: 5-1 (0-1)(3-0)(2-0)
Den helt store profil i Herning, Mathias Bau, var ikke med holdkammeraterne da der var indløb på Kvik Hockey Arena. Dermed gjorde han Derian Plouffe og Zach Taylor selskab, mens Frederic Andersson var eneste fraværende hos gæsterne.
I fraværet af de to offensive profiler var det op til andre at skabe chancerne for Herning. En af dem var Magnus Carlsen, der skar ind mod Kevin Frydkjær og forsøgte sig fra tæt hold. Fin første aktion af Frydkjær der altså var valgt på målmandsposten denne aften.
Tempoet var ganske fint fra kampens start og gæsterne havde altså ikke tænkt sig at spille afventende udebanehockey. I stedet fik man hurtigt tilkæmpet sig kampens første powerplay som man også slog fuld kapital af. Jesper Thörnberg trykkede af fra distancen og først over returen var Mikkel Berthelsen der bragte White Hawks i front.
Todd Winder blev sendt i isen af Christian Mieritz nede i hjørnet et par minutter senere. Ganske ren tackling som blev returneret af førstnævnte af noget, der lignede en hævnakt.
Episoden tændte op under intensiteten og Jaeden Martin tacklede også effektivt ud i den anden ende. Chancemæssigt begyndte Herning at røre på sig, mens gæsterne lurede på kontra. Netop en omstilling burde have resulteret i endnu en scoring, men Christopher Frederiksen kunne fra en spids vinkel akkurat ikke sende pucken ind i det åbne mål.
Et velspillet angreb gav Herning periodens sidste chance og det var med en lette på aftrækkeren. Oskars Cibulskis blev dog afvist af Frydkjær, der akkurat fik stokhandsken på og dermed sikrede sit hold en føring efter første periode.
Herning kom igen
White Hawks fik chancen i et nyt powerplay straks fra anden periodes start. Endnu engang var Mikkel Berthelsen tæt på at finde netmaskerne, men fra næsten 0 grader kunne han ikke få pucken forbi stolpen.
I stedet slog Herning til i den anden ende. Simon Lafrance lagde en fin pasning ind mod Morten Poulsen der i vanlig stil trampede sig forbi sin opdækning. Kaptajnen kunne ikke gøre meget ved afslutningen som dog alligevel endte med at glide gennem benene på Frydkjær.
Kampens tredje udvisning stod der ligeledes Blue Fox på og kærkommen muligheden for gæsterne til at generobre føringen. Herning fik dog lukket glimrende ned for de hvidklædte og Mathias Seldrup var ikke på arbejde i denne omgang.
Powerplay til Blue Fox midtvejs i kampen og ingen Mathias Bau på isen. Fire sekunder senere blev pucken banket lige så eftertrykkeligt i netmaskerne - Emil Kristensen hed afsenderen denne gang. Kristensen har generelt markeret sig stærkt siden sin hjemkomst til Danmark og han ligner en stærk kandidat til årets All-star hold. 2-1 til Blue Fox.
Minutter senere fordoblede værterne også føringen. Petter Hansson klappede friskt til pucken og blandt venner og fjender endte pucken helt oppe i krydset. Frydkjær kunne ikke se meget derinde og så sad pucken utvivlsomt bedre end nogen havde forestillet sig.
Der var flere fejl i de midtjyske kombinationer end vanligt og så var der momenter hvor det hele klikkede. Som da backen Cibulskis pludselig skøjtede alene ned mod Frydkjær og nok skulle have valgt pasningen frem for forsøget mellem benene.
Martin Eskildsen havde periodens sidste chance da han var millimeter fra at liste pucken i mål via køkkenvejen, men det blev altså ved de tre midtjyske kasser der blev grundlagt ud fra skøjteløb og stor fysisk styrke.
Symbolsk afgørelse
Hvis Frederikshavn skulle have noget med fra Midtjylland, skulle man få dæmmet op for den maskine Blue Fox til tider kan være. Da Cibulskis tog en udvisning kort inde i tredje periode var det således en af de muligheder der helst skulle udnyttes.
Jesper Thörnberg var tættest på med sin signatur-afslutning op i det korte hjørne, men Seldrup havde altså set video nok til at vide præcis hvor skuddet blev placeret.
Muligheden glippede og så kunne det syntes svært for White Hawks at finde en vej tilbage i kampen. Man var dog ikke længere end blot én enkelt scoring fra den maksimale spænding og man besidder en fin portion målscorere i denne sæson.
Det var ganske symptomatisk for kampen at den blev afgjort i følgende billede. Frederikshavn havde endelig fået bidt sig fast og spillerne i mørkeblåt havde tunge ben. Brett Thompson stak alene afsted langs banden mens de andre skiftede ud. En af indskifterne var Magnus Carlsen og han samlede pucken op ude ved banden, inden han skar ind foran Frydkjær for til sidst at lægge pucken i mål med baghånden.
Slaget var afgjort, men de midtjyske ræve var endnu ikke mætte. Maksim Popovic kunne midt i slottet sætte pucken højt i målet og muligvis i nettet. Afslutteren vidste ikke selv om den var inde og også dommerne måtte se efter. Hurtigt stod det dog klart, at stillingen nu hed 5-1.
En stærk redning af Frydkjær forhindrede yderligere scoringer denne aften og Herning fik således sat tre nye point på kontoen.