Herlev Eagles-Esbjerg Energy 3-4 (0-0,1-2,2-1) 0-0,0-1 Det er næsten blevet en tradition.
Herlev Eagles og Esbjerg Energy spiller uafgjort efter 60 minutter og lader tingene blive afgjort i overtid eller straffeslag.
I aftes skete det igen, og det blev canadiske Grayson Downing, der blev matchvinder med sin scoring i straffeslag. Han sikrede Esbjerg 4-3-sejren foran hele 1720 tilskuere i Martinsen Arena.
Unge Jonatan Hintze havde igen fået teten i Herlev-målet på grund af Zetterquists fravær. Og selv om det er ærgerligt for Herlev, at den stærke svensker er skadet, så er det også for Eagles, at Hintze får spilletid.
Han kunne glæde sig over, at Oliver True bragte Herlev på 1-0 i anden periodens 27. minut. Inden perioden var slut var kampen dog vendt på hovedet af Niklas Andersen og Juuso Walli, der scorede for Esbjerg.
Gæsterne - stadig uden trioen Grundtvig, F. Bjerrum og Lucas Andersen - bragte sig yderligere foran ved Niklas Andersen med godt 10 minutter igen, men Herlev satte en slutspurt i gang og fik udlignet.
Isac Skedung fik reduceret og Axel Lindström satte 3-3'eren, inden det hele altså endte i overtid og den afgørende omgang straffeslag, hvor Esbjerg sikrede sig bonuspointet.
Niklas Andersen viste sin klasse denne aften, hvor han først scorede med et ordentlig riv i powerplay og ved 3-1-målet tog en lang tur rundt i Herlev-zonen, inden han trak pucken op i nettaget bag Smith.
Også Herlevs reducering til 2-3 ved Isac Skedung var af høj teknisk kaliber.