Rødovre-sportschef vil ikke udelukke, at vi ser Victoria Royals-kaptajnen tørne ud for Mighty Bulls i Metal Ligaen
I de første træningskampe har Phillip Schultz tørnet ud for Rødovre Mighty Bulls som en ekstra forstærkning i disse coronatider, hvor de nordamerikanske ligaer - bortset fra NHL - er suspenderet.
Schultz spiller som bekendt i WHL, Western Hockey League, hvor han har gjort det så godt, at han er avanceret til kaptajn for Victoria Royals. Lige nu er alt dog uvist i de canadiske og nordamerikanske ligaer, så derfor er Schultz altså forblevet i Danmark.
WHL har ambitioner om at starte den regulære sæson op 5. december, men indtil da har Phillip Schultz altså ikke en klub at spille for. Kunne han følge i Jonatan Brinkmans spor og ende i Metal Ligaen? Sportschef Jørgen Illemann hos Mighty Bulls udelukker ikke det scenarie.
- Det er da bestemt en mulighed, som vi overvejer, men der er også nogle udfordringer i det, som er op til Thor (cheftræner Thor Dresler) at tage stilling til. Jeg er i dialog med Phillip og hans agent, for at se, hvad vi kan strikke sammen, og så træffer vi herefter en beslutning, siger Illemann i et hurtigt svar til Metalligaen.dk.
Allerede i 2017/18, inden han drog til Victoria, var Phillip Schultz ved at spille sig ind som toneangivende hos Rødovre. I 2017/18-sæsonen lavede han 15 point i 47 kampe inklusive slutspillet.