Stor finne er klar til endnu en sæson i det vestjyske

Den 25-årige finske back Juuso Walli fortsætter hos Esbjerg Energy i den kommende sæson.

Det skriver vestjyderne i en pressemeddelelse. 

- Jeg havde en dejlig tid i Esbjerg og nød den fuldt ud. Her er mulighederne og forholdene er gode for hockeyspillere hos Energy. Jeg føler mig sikker på, at vi også næste år vil have et stærkt og konkurrencedygtigt hold, så jeg glæder mig meget til at komme tilbage til den nye sæson, fortæller Jooso Walli.

- Juuso har vist sig at være vigtig for alle i Esbjerg, efter han kom til Energy i januar måned. Han er vellidt på og omkring holdet og omgivelserne er rigtig glade for ham. Han passer ind i truppen. Sponsorer og publikum er vilde med ham og han har gjort det godt, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Han er en stille fyr, som ikke siger ret meget. Men jeg så hvor godt han er faldet til og hvor glad han er for at være her. Han præsterede på isen, ikke mindst i slutspillet, så det var en let beslutning at tilbyde ham at fortsætte hos os.

Juuso Walli kan med sine 195 cm betegnes som en fysisk back.

- Da vi lavede den oprindelige aftale med Juuso efter årsskiftet havde vi brug for en fysisk stor og stærk back med fokus på defensiven. Da han var faldet til i dansk ishockey ”steppede han op” og løftede sit spil. Han er lyttende og villig til at gøre de rigtige ting. Derfor er han vigtig.

- I slutspillet oplevede vi, at holdet ”steppede op” og en af de spillere der gik forrest var Juuso. Han fandt det ”ekstra gear”, gravede samtidigt det ekstraordinære frem og fik scoret vigtige mål. Han er et eksempel til efterfølgelse. Derfor er han en perfekt signing og jeg er glad for at kunne disponere over ham næste år, understreger Jason Jaspers.

- Personligt ønsker jeg at spille på et godt niveau igennem hele sæsonen og give mig fuldt ud for holdet. Jeg ønsker at bidrage til holdets succes. Vaske sidste sæsons skuffelse væk og vende det til sejr og succes i den kommende sæson, slutter Juuso Walli.

 


Bang og Schleicher forlænger med Blue Fox MAJ-STATUS: Herlev Eagles