16. Februar 2016: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates 13-0 (4-0,6-0,3-0) 10-0 efter 30:05 minutter. Det er formentlig rigtig mange år siden, det er sket i en dansk ligakamp – hvis det overhovedet er sket tidligere – men ikke desto mindre var det stillingen i Odense-favør i den forunderlige forestilling denne fredag aften i Bryggeriet Vestfyen Arena.
Dale Mitchell – Odenses kontroversielle canadiske angriber – stod alene for 10 point! Canadierens fem mål og fem assister i samme kamp er næppe heller ikke forekommet i nyere tid i dansk ishockey.
Mitchell scorede stort set på alt og nettede han ikke, så leverede han det ene oplæg efter det andet til holdkammeraterne.
En kamp, der endte 13-0 og nu står som den største Odense-sejr nogensinde i grundspil/slutspil. Den gamle rekord var en 13-2-sejr over Rødovre tilbage i 1994/95-sæsonen. Dengang var der 490 tilskuere i den gamle hal, i aften over 1700 i Bryggeriet Vestfyen Arena.
For Pirates-spillerne var kampen et regulært mareridt specielt i de første ti minutter af anden periode, hvor Odense scorede hele seks gange på 10 minutter.
Aalborg ellers så offensivt stærke førstekæde så ikke god ud i begyndelsen af kampen, for allerede inden der var gået fire minutter, havde hjemmeholdet scoret to gange mod Pirates A-kæde.
Begge gange signeret Dale Mitchell og dermed en helt forfærdelig start for gæsternes bestræbelser på at få vigtige point med hjem til Nordjylland.
Det blev 3-0 allerede efter små ni minutter, da Aalborg fik sat sig så meget fast i Odenses zone, at spillerne glemte at tænke defensivt.
Oliver Larsen satte et smukt gennemspillet kontrastød i værk, som Dale Mitchell fortsatte ved at finde en fri Ryan McDonough, der smed den op i nærmeste hjørne.
Jens Nielsen tog prompte sin timeout, og det lignede en tidlig afgørelse på kampen.
Nådestødet kom, da Bulldogs kom i undertal. Dale Mitchell brød, fik fat i pucken og oversprintede Lars Lundin i en direkte mand mod mand-duel. Afslutningen sneg sig lige nøjagtig ind bag Lundell, og Dale Mitchell havde lavet hattrick på 9 minutter og 31 sekunder og fire point på 10 minutter og 12 sekunder. Vildt. Det var kun begyndelsen.
Kort efter overlevede Odense en lang periode i tre mod fem, og da Christopher Frederiksen skød forbi på det, der lignede en friløber, begyndte man allerede tidligt i kampen at tvivle på nordjydernes muligheder for point.
Eneste trøst for nordjyderne efter den miserable start på kampen var muligheden for at kigge på op lystavlerne i hjørnet og konstatere, at Gentofte også var under beskydning i SE Arena.
Straks fra start af anden periode fortsatte bombardementet. Sean Wiles fik lov at spadsere ind og score det femte mål og scorede lige så nemt det sjette.
Dale Mitchell på spil igen: Først med en perfekt, snær pasning ind til Rasmus Bjerrum, der stødte pucken i mål og sendte Marcus Lundell ud på bænken ved 7-0.
Jesper Wulff holdt lidt over tre minutter, inden Mitchell serverede pucken for John Armstrong, der smadrede pucken ind til 8-0, og det pinligt agerende Aalborg-hold lod kort efter Mitchell skøjte ind til 9-0 uden modstand.
Der gik kun 11 sekunder mellem de to scoringer! Det var en vanvidsaften i Odense, hvor 200 kamps-jubilaren Martin Larsen fik lov at score 10-0-målet. Der var spillet en halv time – og så gik hele lidt i stå.
Det begyndte igen i tredje periode, hvor Henry Hardarson og Lasse Bo Knudsen smed handsker og hjelme og slog sig ud til et tidligt brusebad.
Odense var ikke færdige med at score endnu. Mitchell lagde op til Rasmus Bjerrum og satte sit eget punktum ved at svirpe 12-0-målet direkte op i krydset. Jonas Hansen sendte Odenses fjerdekæde på tavlen et par minutter før tid, og hjemmeholdets tilskuere klappede kampen ud. Hele vejen rundt.
Hvad kan man sige om Aalborg? En defensiv, der ikke eksisterede, en målmand, der ikke tog noget ekstra og blev skiftet ud. Et hold, der indimellem gav modstanderen så meget plads, at det var nærmest pinligt.
Der var ikke meget desperation over Pirates i aften, og debutanten Romans Semjonovs får nok en undskydning af holdkammeraterne, inden de starter forfra i morgen til træning. Slå en streg over matchen og slet videoen i en fart må være Jens Nielsens opskrift. Denne aften kan han ikke bruge til noget.
Odense naturligvis med en perfekt generalprøve før søndagens Metal Cup-finale i Frederikshavn. De tilskuere, der mødte op i aften, glemmer næppe begivenhederne lige med det samme. Heller ikke undertegnede.