De to SønderjyskE-backer tager en sæson mere i Frøs Arena

Det er to af de spillere, der bare altid er med hos SønderjyskE. 

Daniel Kønig Hansen og Daniel Galbraith har begge spillet ni sæsoner for de lyseblå og forlænger nu kontrakterne. Daniel Kønig Hansen har skrevet kontrakt for den kommende sæson, mens Galbraith har skrevet for yderligere to sæsoner. 

– Det er altid rart at få forlængelser på plads, for det er jo et bevis på, at de har leveret i den forgangne sæson, og for disse spillere gælder det, at de har gjort det godt over en årrække, og smilet er altid ekstra stort, når det er lokale spillere, der gør det godt og bliver i klubben, siger SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen. 

– De har også nået en alder og et niveau, hvor vi stiller højere og højere forventninger til dem. Talentprædikatet har de smidt for flere sæsoner siden, og nu skal de i højere grad træde i karakter som stamspillere og ledere på holdet. Det har de begge forudsætningerne til at gøre efter alle de år, de har optrådt i lyseblåt, og jeg glæder mig til igen at se Kønig og Galbraith på isen i Frøs Arena efter sommerferien, fortsætter han. 

Daniel Galbraith rundede 500 kampe for SønderjyskE Ishockey i februar i år, mens Daniel Kønig Hansen kun er 14 kampe fra at ramme 400 kampe i lyseblåt.


Hovedsponsor forlænger sin aftale i Frederikshavn Europa: Sådan planlægger ligaerne at begynde