Det er evnen til at være ”limen” på holdet, der har fået Herning Blue Fox til at ”genindkalde” Mark MacMillan, der i sidste sæson drønede ind i Hernings førstekæde efter han overvandt en skade tidligt på sæsonen.
Han præsenteres på følgende vis af Hernings sportschef Martin Struzinski.
- Mark har for os hele pakken. Han har spillet i førstekæden hele sæsonen, og bidrager i alle aspekter af spillet. Han har jo først og fremmest åbenlyse kvaliteter i tovejs spillet, hvilket også tidligere i hans karriere blev bemærket af de helt store ligaer.
- Herudover så viser han af og til tekniske kvaliteter og ikke mindst aggressivitet, som blot bygger på hans kompetencer. Da han kom til klubben håbede vi på, at han bragte rutine og ikke mindst lederskab med sig, og han har til fulde indfriet vores forventninger, lyder det.
Mark er i mange sammenhænge typen der hurtigt kan blive ”limen” på et hold. Han er en positiv og bidragende personlighed der udstråler en smittende karisma og generelt altid kommer med godt humør og en evne til at skabe den gode stemning i omklædningen og blandt holdkammeraterne, lyder det fra Martin Struzinski.
MacMillan har som beskrevet gennem hele sin karriere vist sig som en dygtig defensiv center. Netop den kompetence gav ham også titlen som den bedste defensive forward i NCAA universitetsligaen tilbage i 2015, hvor han også blev valgt til ligaens All-Star hold.