Det begynder at blive en (dårlig) vane for Herlev Eagles.
En god sæsonstart, nogenlunde med i kampen om pladserne i Metal Final4, en tidlig slutspilsplads, dårlig afslutning på grundspillet og nederlag på 0-4 i kvartfinalen.
Sådan var det i den netop afsluttede sæson, hvor et Herlev-hold ved fuld kraft faktisk nåede at imponere stort og hvor vi igen så Patric Weners magiske evne til at finde meget stærke importspillere med Joseph Jonsson og Anton Johansson i spidsen.
Desværre for Herlev forsvandt Joseph Jonsson - ligesom mange andre imports - i løbet af sæsonen med ønsket om at rejse videre eller med skader, der var ganske alvorlige.
Det kostede i sidste ende chancen for at Herlev for alvor kunne udfordre Aalborg i kvartfinalen. Dertil var spillermaterialet ganske enkelt ikke godt nok.
Til gengæld kunne Herlev-organisationen glæde sig over, at mange unge spillere fik mulighed for at prøve sig af i slutspillet, selv om det var på en træls bekostning.
Herlevs opskrift i begyndelsen af sæsonen var også den sædvanlige. Hård kørsel på de bedste spillere og masser af stærkt powerplayspil. Det virkede og udover Jonsson var spillere som Kyle Osterberg, Jake Horton og såmænd også i glimt den store russer Lapenkov meget stærkt spillende.
Alexander Lindqivst-Hansen er og var heart and soul i Herlevs gruppe af imports, mens Matthias Asperup brugte alle sine kompetencer og tog et fremragende og stærkt ansvar som bedste dansker i truppen. Glem heller ikke, at flere af de danske backer med Daniel Baastrup-Andersen i spidsen tog store skridt fremad.
Skaderne væltede ind i slutningen af grundspillet, og det betød, at Herlev var stærkt decimeret inden kvartfinalen.
Her var Eagles ganske enkelt overmatchet mod Aalborg, der ikke behøvede overanstrenge sig for at vinde fire kampe. Men skal man hive noget godt frem for Herlevs vedkommende så var det, at mange unge spillere fik værdifuld erfaring og spilletid og dermed - måske - lagde fundamentet til en sæson, hvor Eagles kan spille bredere fra start. Det må ganske enkelt være målet, hvis Herlev-mandskabet skal flytte sig videre fra en forfærdelig kvartfinalestatistik.
Fundamentet er allerede lagt til næste sæsons hold, og her skal Herlev-organisationen faktisk have ros for at være på nogenlunde forkant.
Målmand Lukas Horak var formidabel i kvartfinalerne mod Aalborg, og han står i næste sæson. Kaptajnen Alexander Lindqvist-Hansen har allerede forlænget, og kom han i sit videointerview til at afsløre, at Joseph Jonsson også var på vej ind igen. Sidstnævnte vil i givet fald være et kæmpescoop at få tilbage. Jonsson var i perioder Metal Ligaens bedste spiller - intet mindre.
Maksim Popovic kommer styrket tilbage fra Rødovre, Victor Cubars er på ny kontrakt, Magnus Lykke Jonassen har mere rutine og Luis Blak Olsen er opsat på en bedre sæson end i fjor. Daniel Baastrup-Andersen er klar i den kommende sæson og mon ikke også flere af de danske backer følger med. Et ungt kobbel er sikret, og Matthias Asperup står på en toårig kontrakt, der render frem til 2023. Det samme er tilfældet for Magnus Molge, så det ser egentlig slet ikke så ringe ud endda for Herlev, når der ses frem til den kommende sæson.
Heller ikke ansættelsen af Erik Vikström som assisterende træner er noget dårligt tegn i forhold til udvikling af unge spillere. Vikström er en god mandskabsbehandler med gigantisk erfaring og det kommer formentlig også til at give ekstra på udviklingen af de unge spillere.
Patric Weners øvelse i næste sæson er i to tempi: Et langt og stabilt grundspil, der ender med, at Eagles er i trit til slutspillet, som selvfølgelig er det første, erklærede mål. Kommer Herlev så langt, er der slet ikke noget at diskutere: Der skal vindes mindst et par kampe eller tre - eller en serie, hvis sæsonen skal betegnes som værende acceptabel.
Herlev har rykket sig som organisation de seneste sæsoner, nu skal der også ske lidt mere, når vi trækker facitstreger. Potentialet synes at være til stede, hvis de sidste brikker falder rigtigt på plads.