Angrebsklippen vender hjem fra Østrig og er tilbage i Metal Ligaen

Mathias Bau Hansen er tilbage i dansk ishockey, hvor han i den kommende sæson skal spille Metal Liga for Herning Blue Fox. Det skriver midtjyderne i en pressemeddelelse i dag.

Selv om Bau ikke havde sit livs sæson i Østrig i fjor, ligner det et kæmpe scoop for Herning Blue Fox at hente landsholdsspilleren, der tidligere har været på kontrakt med Washington Capitals. Her nåede Mathias Bau "kun" til AHL, men nåede altså at markere, at han sagtens kunne klare sig hos Hershey Bears - og endda lidt mere end det. Bau spillede 58 kampe og lavede glimrende 23 point i sæsonen 2017/18. 

Mathias Bau Hansen var tiltænkt en stor rolle på det danske landshold ved VM på hjemmebane i 2018, men en revnet milt holdt ham ude i det meste af turneringen og skaden kostede ligeledes sæsonen 2018/19, inden han gjorde comeback i Erste Bank Eishockey Liga i Østrig og Dornbirn, hvor han lavede 23 point i 46 kampe. 

Han har tidligere været en kæmpe profil i Metal Ligaen og er mand, der har en fremragende teknik blandet med en solid statur på to meter.  

- Mathias Bau Hansen er en helt unik spiller at have på holdkortet. Alene det at bringe en spiller på 2 meter og mere end 100 kg ind i spillet vil give de fleste modstandere grå hår i hovedet. Men Mathias er ikke bare en stor spiller, han besidder en masse fantastiske ishockeymæssige kvaliteter, der på mange måder gør Mathias til en komplet og unik spiller med et niveau, der ligger i den absolutte top i forhold til Metal Ligaen.

- Man skal blot tænke på, at Mathias efter sin første sæson fik en kontrakt med NHL-klubben Washington Capitals, hvilket vidner om en spiller der hører til blandt verdenseliten, siger sportschef Martin Struzinski. 

Altså store forventninger til Bau Hansen i det midtjyske. 

- Vi glæder os til at sætte ham sammen med den øvrige trup og Ben Cooper, som uden tvivl vil være et fantastisk match-up for alle parter. Vi glæder os virkelig over at være nået til enighed med Mathias om, at det er i Herning han skal have sparket gang i karrieren igen, for han er vitterligt en spiller der besidder et kæmpe potentiale. Det har han allerede bevist mange gange i både danske- og udenlandske klubber og på det danske A-landshold, hvor han har deltaget i fem VM-turneringer, siger Struzinski.


Frederikshavn har meldt sig klar til næste sæsons Continental Cup Kristoffer Astorp takker af: Stopper karrieren som 26-årig