Pirates-backen fortsætter og tager sin niende og tiende sæson i Aalborg

29-årige Nikolaj Carstensen forlænger kontrakten med Aalborg Pirates for de kommende to sæsoner. Han er i øjeblikket i gang med den 8. sæson for Pirates, og den 11. sæson i Metal Ligaen, så han er en meget rutineret spiller, der tager ansvar på isen, og hjælper de unge spillere frem, når de kommer op på eliteholdet.

Aalborg Pirates præsenterer forlængelsen med Carstensen således: 

- Niko har lagt på sit spil sæson efter sæson, og er blevet en meget vigtig del af vores defensiv. Når han har været ude med skade, har man kunnet se, hvor vigtig at han har været for vores stabilitet i defensiven, udtaler sportschef Ronny Larsen.

I denne sæson er det allerede blevet til 29 point for Niko, hvilket er en forbedring af hans tidligere personlige rekord i 2021/22 sæsonen, hvor han endte på 26 point. Denne sæson er det dog blevet til en del flere mål, hvor han har rundet de 11 mål samme sæson for første gang i karrieren. Det er også blevet belønnet med en udtagelse til landsholdet et par gange i denne sæson, hvilket vi naturligvis er rigtig stolte af her i Pirates.

- Det var en nem beslutning for mig at forlænge med to år her i Aalborg. Jeg er glad for at få muligheden for at spille to år mere i trøjen, og jeg glæder mig meget til de kommende år, udtaler Nikolaj Carstensen.

- Niko har vist, at han kan spille i alle situationer med en ro i spillet, og ikke haster med afleveringer eller lignende. Han har også spillet med i både under- og overtal i denne sæson, og han har lagt flere facetter på hans spil i løbet af de seneste sæsoner, slutter Ronny Larsen.

Den nye kontrakt vil være gældende for sæsonerne 2025/26 og 2026/27.


Casper Stockfisch: Jeg har aldrig haft en Plan B Hård udfordring: De fire vindere i kvartfinalerne?