Har netop rundet 200 kampe for Pirates og er klar til at fortsætte i klubben

Nikolaj Carstensen er en vellidt mand i Aalborg og omegn, og samtidig er han en glimrende ishockeyspiller, og med alt det lagt sammen giver det mening, at Carstensen forlænger sin kontrakt med nordjyderne for yderligere to sæsoner. Pirates skriver det i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

- Nikolaj er en solid back, der har sine primære forcer i det defensive arbejde, men han har også vist sig frem i det offensive spil, hvor han kom med en vigtig reducering i den første kamp i kvartfinaleserien mod Herlev Eagles, siger sportschef Ronny Larsen. 

Nikolaj Carstensen er næsten lige blevet hyldet for de første 200 kampe i Aalborg. Han kom til Aalborg fra SønderjyskE før sæsonen 2017/18, og er i øjeblikket i gang med sin fjerde sæson i Aalborg. Han var med til at vinde The Double i sin første sæson for Aalborg Pirates. 

I denne sæson er Carstensen noteret for 11 point (3 mål og 8 assists) i grundspillet over 37 kampe, mens han er noteret for 3 point (1 mål og 2 assists) i serien mod Herlev. 

- Nikolaj har vist godt spil i store dele af sæsonen, hvor han har været med til at gøre det svært for modstanderne at komme til chancer, mens han har været på isen. Derudover har han også været på isen i både boxplay men også i powerplay, hvor han har været med til at levere, siger Ronny Larsen. 


Vigtigt med en trup, der er samlet fra start i næste sæson Esbjerg er semifinaleklar efter 5-0 i kamp syv