Det skal være en fest at gå til Mighty Bulls-kampene, siger Morten Nielsen til Rødovre Lokal Nyt

Morten Nielsen er tiltrådt som ny direktør i Rødovre Mighty Bulls, og han håber og satser på at fanoplevelsen i den kommende sæson bliver større og bedre. 

- Mit fokusområde bliver, at man får en bedre fanoplevelse, men lige nu er det svært at sige, hvad der kommer af tiltag, fordi vi ikke kender det kommende program. Men eksempelvis var vores børnesøndag en succes og det skal naturligvis dyrkes, forklarer han. 

- Fredag er jo allerede en god fest, men det skal være en endnu større succes. Vi er dog begrænset af de muligheder, som der er i hallen, blandt andet på grund af brandmyndigheder, men vi kommer til at skabe en bedre stemning, der vil blive et ændret set-up og vi fastholder vores ’after-match-event’, hvor spillerne kommer ned i foyeren efter kampene, siger Morten Nielsen til RLN. 

Han pointerer, at Rødovre-sejre naturligvis vil sende flere tilskuere i hallen, men at det "at gå til ishockey" i højere grad også skal være en oplevelse og det, han kalder "en social event". 

I det hele tager glæder Morten Nielsen sig til at tage over for Bjørn Sørensen. Selv har den nye direktør siddet som salgs- og marketingdirektør. 

- Selvfølgelig er der plads til forbedringer, men jeg har jo været med i alle tre år under Bjørn Sørensen, så jeg ved, det faktisk går godt, lyder det optimistisk fra Bjørn Sørensen. 


Ny Rødovre-direktør forventer fald i sponsorindtægter på 20-40 procent Odense-forward får en smule istid i Malmö