Det blev aldrig neglebidende i Spar Nord Arena i aften

Odense Bulldogs-SønderjyskE 5-2 (3-0,0-1,2-1)

Odense Bulldogs er klar til semifinalen efter kamp syv i aften i en sitrende Spar Nord Arena, hvor øllet flød, trommerne rumlede og folk generelt var i et fint humør - både dem i hvidt og dem i lyseblå. Det var en af de aftener, hvor alt stod på spil, og det kunne man mærke på atmosfæren i det fynske.

B-tribunen var fyldt med hvidklædte og feststemte Odense-tilskuerne og i modsatte ende var menneskehavet lyseblåt. 

SønderjyskE-fansene kunne se deres hold blive trykket fuldstændig i bund fra start, og det ene angreb efter det andet bølgede ned mod Matthias Pettersson, der kom på arbejde lige fra start.

Bedst som det så ud som om, at SønderjyskE havde knækket den første angrebsbølge, opstod problemerne for gæsterne. 

Der var spillet lige knap syv minutter, da Kristian Jensen erobrede pucken fra Nikolaj Krag og prikkede den videre til Jonathan Brinkman, der iskoldt sendte den op i hjørnet bag Pettersson til 1-0. Brinkman var i den grad i hopla hele aftenen og var banens bedste. 

Der gik ikke mere end 19 sekunder. Publikum på siddepladserne havde ikke engang sat sig ned, da Markus Jensen vandt en duel med Daniel Kønig og tæt under mål bragte Odense foran 2-0. En helt perfekt start for fynboerne, der dermed fik rystet den værste nervøsitet af sig. 

Bulldogs sad på første periode og da Radim Piroutek fire minutter før pausen gled fri mod mål, blev han forstyrret så meget af Gustav Nielsen, at det endte med et straffeslag. Kristian Jensen eksekverede stensikkert, og Odense gik til pausen med en føring, der ville blive svær at hente. 

SønderjyskE havde en enkelt kæmpe chance i første periode, da David Madsen slap fri, og i anden periode begyndte så gæsternes hårde arbejde for at komme tilbage i kampen. Det var vanskeligt: Fynboerne stod tæt i egen zone, og havde for det meste ikke problemer med at afvise gæsterne.

Det kiksede dog en enkelt gang, hvor Estes og Burzan klokkede i det og gav Joseph Jonsson chancen for at reducere. Svenskeren sagde ja tak og gav SønderjyskE et lille håb inden tredje periode. 

Man hørte også pludselig gæsternes tilskuere igen, og det var smånervøst på lægterne i Odense, hvor tilskuerne begyndte at tale om, at fynboerne "helst ikke måtte bakke for langt tilbage". 

Det gjorde Odense ikke, for det blev lynende hurtigt 4-1 i begyndelsen af tredje periode, da Marcus Oden nettede, og så kunne fynboerne stille og roligt køre sejren hjem. Joseph Jonsson leverede et enkelt bump på den fynske vej med sin 2-4-scoring, men en powerplay-mulighed kort efter formåede gæsterne ikke at udnytte, og så kunne Joakim Thelin til sidst skubbe pucken ind i det tomme bur og starte en jubeleksplosion i arenaen. 

Der var klassiske handshakes bagefter og begge hold lod sig hylde - Odense ikke mindst - af deres fans. 

Sikke en fest de havde i den fynske hovedstad i aften, hvor en meget flot første periode af hjemmeholdet blev afgørende, og hvor det endnu engang blev demonstreret, at Odense havde lidt større individuelle kvaliteter og lidt mere bredde end modstanderne. Det blev afgørende set over hele serien. 


Følgende dommere er udtaget til semifinalerne Jørgen Illemann bliver Metal Ligaens nye chef