Den tidligere Bulldogs-kaptajn tilslutter sig Paul Thompson og Toms Strauss i trænerteamet

Fra dags dato og for resten af sæsonen har Odense Bulldogs tilknyttet den tidligere kaptajn, Michael Eskesen, til det eksisterende trænerteam.

Det skriver Bulldogs i en pressemeddelelse, hvor Eskesen præsenteres således: 

Odense Bulldogs’ nuværende assistenttræner, Toms Strauss, har pr. 1. april 2024 påtaget sig nye udfordringer i USA, og derfor tilknyttes Michael Eskesen nu trænerteamet. Her vil både Toms Strauss og Michael Eskesen agere assistenttrænere frem til ultimo marts, hvorefter rollen alene overgår til Michael Eskesen for resten af indeværende sæson.

Med tilgangen af Michael Eskesen styrkes trænerteamet med en ekstra kapacitet, der tilfører nye kompetencer og ekstra øjne på truppen samt en ekstra sparringspartner til cheftræner, Paul Thompson.

- For at styrke trænerteamet på kort sigt og sikre en naturlig overgang, såfremt vi skulle avancere fra kvartfinalerne, er vi glade for at byde Michael Eskesen velkommen i Odense Bulldogs, fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og fortsætter:

- Vi har i en periode overvejet, hvordan trænerteamet kunne styrkes, men det har været afgørende at finde en kandidat med kendskab til klubben og som kan træde ind i trænerteamet i en glidende overgang. Det har vi nu fundet i Michael Eskesen, hvor også timingen er helt den rette, så vi sikrer en stabilitet i trænerteamet, og ikke skal lave et pludseligt skifte på posten midt i slutspillet.

37-årige Michael Eskesen medbringer et stort kendskab til klubben og dens værdier samt indgående kendskab til spillet. Hans erfaring og dedikation vil være værdifuld for vores eksisterende trænerteam og spillerne i den resterende del af indeværende sæson.

Michael Eskesen lagde skøjterne på hylden tilbage i 2021 efter en flot karriere med tre danske mesterskaber og tre pokaltriumfer og knap 700 kampe i Metal Ligaen heraf mere end 400 for netop Odense Bulldogs, hvor han var kaptajn af flere omgange samt en håndfuld kampe for det danske A-landshold.


Effektive Rungsted vandt, Östlund stod fremragende GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-Herning