Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 0-4 (0-3,0-1,0-0)
Sidste fredag var der fest i Spar Nord Arena med et hjemmehold i storform, der slog SønderjyskE.
I aften var det hos udebanefansene, der festede, for Rungsted vandt solidt og suverænt med 4-0 over Bulldogs og intensiverede dermed kampen om top fire-pladserne.
Tirsdag aften i Aalborg havde Rungsted uheld med tre stolpeskud i anden periode.
I dag sad skuddene på den rigtige side af stolperne og allerede inden der var gået 10 minutter var Rungsted foran 3-0.
Først var det Gustav Green, der piskede pucken i nettet til 1-0 i gæsternes favør.
Fredag aftens måske bedste detalje i Metal Ligaen var et kontrastød, hvor Maksim Popovic på smukkeste vis fik fikseret både en Odense-back og målmand Mitch Gillam, inden han lagde den tilbage til Jack Jacome, der stille og roligt trak pucken forbi Gillam og bragte Rungsted på 2-0.
Rasmus Andersson fuldendte Rungsteds fantastiske start, da han udnyttede trafikken inde foran Gillams mål og skød højt i buret. Godt hugget ind af Rungsted-angriberen, der kunne se sit hold kontrollere første periode hjem.
Hjemmeholdet havde sin bedste periode i kampen i begyndelsen af anden periode, men Rungsted fik reddet stormen af og fik igen kontrol over kampen.
Det havde gæsterne også i tredje periode, hvor man i modsætning til tirsdag aften i Aalborg ikke bakkede tilbage og overlod det meste af initiativet til modstanderen.
Albin Lindgren fandt 4-0-målet på et skud udefra, og Oskar Östlund kunne snuppe sit første shutout for sæsonen.
Overbevisende aften af Rungsted Seier Capital, mens Odense Bulldogs slet ikke fandt det gear, som Sebastian Ehlers med flere efterlyste efter 2-3-nederlaget i Herlev i midtugen.
Rungsted åbnede dermed kampen om fjerdepladsen totalt op, mens Odense skal grave sig op efter en ærgerlig aften, hvor 1266 tilskuere var på plads i den fynske ishockeyborg.