Danmark - Norge 4-1 (0-1, 2-0, 2-0)
Søndag eftermiddag var det afgørelsens time, da Norge og Danmark bragede sammen i en altafgørende gruppefinale i Gigantium i Aalborg. Recepten for Danmark var i princippet ganske enkelt, da der skulle en sejr til for at sikre den eftertragtede OL-plads.
Holdopstillingen var den samme som ved danskernes to første kampe i turneringen og søndag eftermiddag stod målmandsduellen mellem Frederik Andersen og Henrik Haukeland.
Norge chokstartede efter blot 26 sekunder
Der var ikke spillet mere end 26 sekunder, før Danmark fik den værst tænkelige start på opgøret. Nordmændene sendte her en afslutning mod mål. Frederik Andersen gav en retur og få øjeblikke senere var Mats Zuccarello over returen som en høg. Danmark var dermed nede med et mål allerede inden kampen for alvor var kommet i gang.
Danskerne skulle efterfølgende bruge et par minutter på at finde fodfæste efter den norske chokstart. Men herefter blev det så til gengæld også til nogle gode minutter med glimrende dansk spil og et par fine forsøg fra mellemdistancen.
Efterhånden som kampen skred frem tog den til i intensitet. Det fysiske aspekt i spillet var udtalt og ingen ville give sig så meget som en millimeter i nærkampene. Tværtimod, så blev der sat nogle rigtigt tunge tacklinger og generelt blev der givet og taget af et godt hjerte.
Man skulle dog helt frem til det 18. minut, før vi fik kampens første udvisning. Den tegnede norske Michael Brandsegg-Nygard sig for, da han begik en tripping. Danmark kunne dermed slutte åbningsperioden i overtal. Men her var Lars Ellers skud på stolpen det tætteste Danmark kom en udligning.
Vurderet ud fra spil og chancer, så var det hverken urimeligt eller ufortjent, at nordmændene havde føringen. Åbningsperioden havde primært været afviklet på norske præmisser, mens danskerne lurede på kontramuligheder. Skudstatistikken for de første 20 minutter viste 9-12 i norsk favør.
Danmark vendte kampen på to minutter
Anden periode skulle vise sig både særdeles underholdende, begivenhedsrig og medrivende. Der blev fortsat givet og taget af et godt hjerte og temperamenterne var flere gange ved at koge over.
Perioden talte hele ni udvisninger og ved et par lejligheder fik Norge leveret virkeligt giftigt power play-spil. Her viste Frederik Andersen sig vigtig for danskerne, ikke mindst med en gigant-redning på et power play-forsøg fra Patrick Thoresen. Danmark var ved et par lejligheder bestemt ikke uheldige med at klare frisag.
Senere i perioden var det nordmændenes Mathias Trettenes, der i et norsk power play sendte pucken forbi et tomt mål. Igen var marginalerne med danskerne.
Nordmændene arbejdede generelt godt for sagen, stod godt i egen zone og gjorde det svært for danskerne at komme tæt på det norske mål. Efterhånden som anden periode skred frem, så arbejdede danskerne sig dog godt ind i opgøret. Et arbejde, der i den grad skulle vise sig at bære frugt, som man gik ind i periodens sidste fire minutter, hvor Nicklas Jensen indtog en dansk hovedrolle.
Efter 16 minutter var det således netop Nicklas Jensen, der bragte balance i regnskabet, da han blev sat op til afslutning lige midt i slottet. Med et utageligt smæld af et håndledsskud satte han pucken ind højt i det norske mål til 1-1. Lars Eller og Markus Holton leverede forarbejdet til Jensens forløsende udligning.
Kampen tog til stadighed til i intensitet og med et par minutter tilbage af anden periode kunne Norges Mattias Norstebo ikke holde hovedet koldt og tog i stedet en egoistisk udvisning. Den skulle vise sig dyr for Norge.
Det skulle nemlig herefter vise sig, at Nicklas Jensen var ikke færdig endnu. Kun 14 sekunder efter den norske udvisning havde han således nettet for anden gang på mindre end to minutter. Nikolaj Ehlers leverede et fremragende oplæg fra en position bag det norske mål og Nicklas Jensen viste sig igen at være sikkerheden selv inde foran mål, hvor han fra en helt fri position sikkert eksekverede til 2-1.
En dansk udvisning i periodens slutfase sendte Norge i overtal, men Danmark lignede et hold med fornyet energi ovenpå de to hurtige mål og værterne klarede frisag med et stærkt box play.
Patrick Russell lukkede kampen
Danmark kom særdeles godt fra start i tredje periode, hvor man havde kampens klare spillemæssige momentum i de første otte minutter. Offensivt og aggressivt dansk spil tvang ganske enkelt nordmændene i defensiven.
Som man rundede tredje periodes halvvejsmærke fik Norge dog arbejdet sig ind i kampen igen og især nordmændenes stærke førstekæde var her en kilde til uro i den danske zone.
Som man nærmede sig tredje periodes sidste fem minutter, så satte Danmark sig dog atter på opgøret. Efter et kvarter var danskerne således særdeles tæt på at udbygge føringen, da Nikolaj Ehlers med en tværpasning fadt en fremadstormende og fri Alexander True, der dog overplacerede sin afslutning.
Men danskerne tog revanche et par minutter senere. Nikolaj Ehlers leverede et stærkt og frækt forarbejde, da han med et elegant wrap around-træk støbte kuglerne for Patrick Russell, der tæt under mål kunne gøre det til 3-1.
Norge var herefter tvunget ud i en satsning og med godt to minutter tilbage blev Henrik Haukeland erstattet af en ekstra markspiller. Men i stedet for en norsk reducering, så lukkede og slukkede Patrick Russell kampen med sin anden scoring i kampen, da han sendte pucken ned i det tomme norske mål. Facit blev dermed 4-1 og Danmark skal til OL i Torino i 2026.