Fire Metal Liga-aktører har været i aktion for Danmark

Matthias Asperup har været uheldig og siddet i isolation i 11 dage, og Herlev-forwarden er dermed den eneste af de først udtagne Metal Liga-markspillere, der ikke har været i aktion endnu i Beijing. Patrick Galbraith har stadig måtte nøjes med rollen med tredjemålmand og det er svært at diskutere med efter Dichow og Dahm har været i aktion. 

Fire Metal Liga-spillere har været med til at løfte Heinz Ehlers' mandskab, og som man har kunnet konstatere hjemme ved tv-skærmen, så gemmer de sig ikke, men markerer sig ganske stærkt i arbejdsindsats og gåpåmod.

Julian Jakobsen har ifølge Instat spillet 37:58 minutter og leveret en assist. Jakobsen har vundet 44 procent af sine faceoffs, og han har samtidig +1 i plus/minus-statistikken fra sin position som center.

Morten Poulsen var lige ved at få en friløber i kampen mod Schweiz, og Herning-angriberen bliver bare ved og ved at levere varen for Danmark med en formidabel arbejdsindsats. 35:45 minutter og ikke så meget mere på rapporten. Ganske pletfrit.

Mathias Bau Hansen står med -1 i plus/minus-statistikken, men til gengæld har han sat fire tacklinger og deler i den kategori førstepladsen med Lauridsen-brødrene, der begge stort set har spillet dobbelt så lang tid som Bau Hansen. 

Endelig har Frederikshavns Jesper Jensen været på banen i en enkelt kamp, hvor han fik 8:30 minutter og pådrog sig en enkelt udvisning. Spændende hvilken rolle, han får i den kommende playoff-kamp. 

 


OPTAKT: Herlev Eagles-Herning Blue Fox Høj stav i øjet truede Spellings karriere