Det skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.
Her præsenteres han således:
Selvom Oliver Anker kun er 25 år, så har han allerede spillet otte sæsoner i Metal Ligaen, og må betegnes som en erfaren spiller efterhånden.
- Anker har været væk fra Aalborg i tre sæsoner, hvor han har samlet god og værdifuld erfaring i andre danske klubber, men vi har altid haft en god kontakt med Anker omkring en mulig tilbagevenden til Aalborg. Anker yder en god arbejdsindsats på isen, hvor han er fremme for at stresse modstandernes backer, og hans gode fart i skøjterne passer også godt ind i vores måde at spille på, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Oliver Anker spillede sidste sæson hos lokalrivalerne, Frederikshavn White Hawks, hvor han endte med 12 point fordelt på seks mål og seks assists. Året forinden havde han sin bedste sæson i Odense Bulldogs, hvor han endte med 15 point.
I 2018 var Oliver Anker en del af det Pirates' hold, der endte med at vinde The Double.
- Udover tilgangen af Oliver Anker, må vi tage afsked med Jonas Jakobsen, der, efter eget ønske, har valgt at stoppe i Pirates og søge nye græsgange. Vi respekterer Jonas for at hans ønske, og derfor har vi annulleret det sidste år af hans kontrakt, og ønsker ham alt godt i fremtiden, slutter Ronny Larsen.