SønderjyskE-backen siger farvel til ishockeysporten

SønderjyskE's back Oliver Gatz stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.

Det skriver sønderjyderne på sin hjemmeside her til morgen. Det lyder således:

SønderjyskEs forsvarsspiller og back, Oliver Gatz Nielsen, indstiller ishockeykarrieren af personlige årsager, og har anmodet Sønderjyske om at få ophævet kontrakten.

Det er en beslutning, som vi naturligvis respekterer, fortæller direktør i SønderjyskE, Klaus Rasmussen:

– Oliver har været hos os i godt fire sæsoner, og har nydt tiden i klubben og alle menneskerne omkring organisationen. Han vil gerne noget andet i det civile liv, det respekterer vi, der er også et liv udenfor ishockeybanerne.

– Oliver har leveret en både stærk og loyal indsats, og vi kan kun give ham de bedste ønsker om held og lykke på hans videre vej, understreger Klaus Rasmussen.

SønderjyskE har nu seks backer tilbage i bruttotruppen, og det kunne sagtens ligne et goddag til en ny back inden længe, hvis ikke det skal blive for smalt for Mario Simioni og co. 


GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-Esbjerg Blue Fox tog sejr nummer fem på stribe i Final4-nøglekamp