Kampstart 18:30 i Bentax Isarena

Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capital står for anden sæson i træk i Metal Cup-finalen. Igen blev hjemmeholdet Aalborg snydt for endnu en festdag med fulde huse, og Pirates-exitten betyder formentlig, at Bentax Isarena ikke bliver fyldt til randen i aften 18:30, når der er faceoff. 

Det skal ikke forhindre os i at tro på en stærk og god ishockeykamp i eftermiddag. Det bliver herligt - som slutkampe altid er. Hvad skal vi holde øje med: 

  • Er Mattias Persson med? Rungsted-ledelsen har bekræftet, at han er blevet far til en velskabt søn - og så ikke mere. Vi tipper på, at Persson er på vej til Jylland for at styrke Rungsteds førstekæde og powerplay. Markant forstærkning hele vejen ned gennem Rungsteds opstilling, hvis nu altså...

  • Har Frederikshavn friske ben? Det var en hård omgang ishockey i aftes for White Hawks, der først sluttede omkring 22:30. På det tidspunkt lå Rungsteds spillere hjemme på hotellet efter nogle timers hvile. De forsvarende mestre har altså en fysisk fordel, men opvejer Frederikshavns motivation den lidt mindre restitution?

  • Kan Rungsted stoppe Frederikshavns førstekæde med Bumagin i spidsen? Russeren var bedste mand overhovedet i begge kampe i aftes. Arbejdsom, skarp og ikke mindst målfarlig. Hans første mål var et vanvittigt plaf. Bumagin, Fox og Frederiksen er en virkelig stærk kæde. 

  • Special teams: Rungsted havde masser af powerplay i går mod Herlev og på trods af Raskobs scoring var spillet ikke noget at råbe hurra for. Frederikshavn scorede ikke i powerplay mod Aalborg, lod et enkelt mål gå ind, mens holdet var i undertal. 
  • Hvordan vil holdene komme ud rent taktisk? Frederikshavn gjorde ikke nogen hemmelighed ud af, at det gjaldt om at stå tæt og forhindre Aalborg at komme med tempo ind i zonen - og derefter stille om. Mon ikke det er Frederikshavns taktik igen i dag? Vil det gøre Rungsted lidt mere afventende og sikkert spillende, eller sender Hjalmarsson sine tropper fremad for fuld fart. Det ved vi jo, at Rungsted kan?

  • Er der en import, der pludselig dukker op som ny stjerne? Det kunne være Rungsted-angriberen Mario Lucia eller Frederikshavns svenske mand med SHL-fortid, Anders Eriksson?

  • Hvad med danskerne? Nikolaj Krag-Christensen er kommet i gang med at score mål for Frederikshavn, og Nikolaj Rosenthal blev bedre og bedre, som kampen skred frem i går eftermiddag. 

  • Hvem vinder målmandsduellen: Kvalitet i begge ender. Thomas Lillie vidste sidste sæson, at han kan lukke af til de store kampe, Galansky har momentum fra straffeslagene i går. Tjekken havde samtidig langt mere arbejde, men Galansky kan lide at få minutter i benene.

  • Betyder det seneste indbyrdes opgør noget: Her gennembankede Rungsted et trægt Frederikshavn-hold med hele 6-1. Omvendt har Frederikshavn såmænd tidligere på sæsonen slået Rungsted 8-2 hjemme. 3-2 i kampe og 9-6 i point til Rungsted sammenlagt. 

  • Frederikshavns kompleks, Rungsteds "mojo": Frederikshavn har ikke vundet en titel siden Anders Thomsen scorede i overtid til 5-4 hjemme mod Herning i pokalfinalen i 2002. Rungsted har de seneste to titler i dansk ishockey og var igen i går på kanten af nederlag. Rungsted synes at have en evne til at finde det bedste frem på de afgørende tidspunkter i disse år. 

VIDEO: JOACHIM HOLTEN MØLLER efter nederlaget i Metal Cup-finalen LEGENDEN RONNY LARSEN blev det 19. medlem af dansk ishockeys Hall of Fame