Aalborg Pirates har haft en uge til at slikke sårene efter det fremragende Metal Final4-arrangement, der for Pirates' vedkommende endte i endnu et - det tredje i træk - nederlag i semifinalen på hjemmebane.
Søger Aalborg mon turneringen i næste sæson, hvis klubben kvalificerer sig, eller tør man overhovedet det?
Om ikke andet, så kommer i aften den bedst mulige kamp at tage revanche med, nemlig en match mod Frederikshavn White Hawks, de evige rivaler.
Et opgør som Aalborg har vundet fire ud af fem gange i indeværende sæson, hvilket er en af grundene til, at Pirates står som favorit i aften. En anden er den enormt brede trup, som nordjyderne råder over og som betyder, at man trods fravær af nøglespillere hele tiden kan trække nye stærke formationer frem.
Frederikshavn svinger helt vildt i denne sæson. Fra drømmehockey og effektivitet til manglede pligt og huller i defensiven. Det blev illustreret tirsdag i Esbjerg, hvor White Hawks tabte en 4-1-føring og endte på 4-5 efter straffeslag. Der skulle Pasanens folk have lukket af og taget tre point med hjem i bussen.
Det forventer vi: At Frederikshavn vil blive sat under pres fra start og i hvert fald skal redde sig fra den første bølge, hvis der skal point med hjem fra Aalborg.
Hold øje med: Thomas Spelling har med få undtagelser ikke spillet sin normale, dominerende rolle hos Aalborg. Måske finder han formen i aften, hvor det skal blive spændende, hvem Jari Pasanen foretrækker i buret. Bliver det Filip Larssen, der stod senest i Esbjerg, eller Mathias Seldrup?
Historikken: Aalborg har to sejre og to sejre i overtid/straffe i de indbyrdes opgør, mens Frederikshavn har en sejr på 5-3 med ind til opgøret, som er det sidste i grundspilsserien mellem de to hold.
Statistikken: Tre mand fra topscorerlistens top 10 er inde i kampen i aften. Jesper Jensen fra Frederikshavn (41 point), Kirill Kabanov (41 point) og Josh MacDonald (45 point) fra Aalborg.
Skader/karantæner: Aalborg stillede i stærkeste opstilling Metal Final4-dramaet mod Esbjerg for en uge siden, men her blev George Sørensen skadet midt i kampen og måtte udgå. Står han i aften? Frederikshavn var i Esbjerg tirsdag aften uden Alexander Bumagin, Mike Hammond og Justin Shugg, unægtelig en giftig trio at være foruden.