Der er grobund for hurtig revanche til White Hawks i aften efter at Aalborg snuppede bonuspointet i straffeslag efter et stærkt comeback i Nordjyske Bank Arena.
Straffeslagene blev vundet af en scoring af Patrick Bjorkstrand, der scorede som den eneste. Aalborg-reserven Frederik Søgaard reddede alle tre Frederikshavn-forsøg.
- Det er selvfølgelig fedt at være med til at afgøre kampen, men det er ikke kun min fortjeneste. Jeg laver selv en fejl, da jeg lukker målet ind til 4-2, så selvom det er dejligt at blive "helten", så var det langt fra min bedste kamp i dag, sagde Søgaard til Nordjyske efter kampen i aftes.
I den anden ende var den dominerende White Hawks-back Mads Larsen naturligvis knap så tilfreds.
- Det er utroligt surt at stå her med kun ét point. Vi skulle bestemt have haft alle tre point i dag. Det føler jeg, vi havde fortjent. Vi skal lukke kampen ved 4-2. Vi skal fortsætte med at spille og ikke bare smide pucken væk. Det er Aalborg for godt et hold til, sagde Mads Larsen til Kanal Frederikshavn.
Hold øje med: Mads Larsen var igen en af de bedste spillere på isen og har virkelig fundet formen efter sin skulderskade. Er han pludselig inde i kampen om en OL-plads? Hos Aalborg er Frederik Søgaard formentlig på is igen i aften som Sørensens afløser.
Skader/karantæner: Aalborg uden George Sørensen i buret og heller ikke med Thomas Spelling i aftes, hvor Frederikshavn altså havde sagt farvel til lettiske Galoha og heller ikke havde Oliver Anker Christensen i opstillingen. Også den store back Niklas Pavel sad ude for White Hawks.
De indbyrdes kampe: Mønsterbrud af Aalborg, der vandt ude efter to hjemmesejre i de indbyrdes opgør tidligere på sæsonen. Frederikshavn leder efter en udesejr mere i aften.
Statistikken: Aalborg fik fire udvisninger i aftes. Tre af dem tilfaldt Lasse Bo Knudsen, der såmænd også fik en assist på Aalborgs første scoring.
Det forventer vi: Nøjagtig så uforudsigeligt som i går. Hjemmebanefordelen er mere eller mindre annulleret med nul tilskuere på lægterne.