Aalborg Pirates kan i aften spille sig op på hele 10 kampe uden pointtab hjemme i Bentax Isarena i den her sæson - og det vel at mærke fra start.
En fremragende stime af nordjyderne, der helt tilbage i sæsonens indledning vandt den første hjemmekamp i sæsonen med 4-1 over aftenens modstander fra Rødovre.
Til gengæld vandt Rødovre de to klubbers seneste opgør. Her havde Mighty Bulls glæde af en solid defensiv indsats og formåede endda at holde buret rent. Aalborgs farlige angribere blev "holdt på ydersiden", og det må også være recepten i aften for Rødovre, der må forventes at skulle tage imod et regulært stormløb fra første minut.
Omvendt har Rødovre altså stor optimisme med fra det seneste besøg i det nordjyske, hvor det i sidste uge blev til en 4-1-sejr hos Frederikshavn efter en solid disciplineret indsats, hvor hjemmeholdets angrebsbølger blev stoppet effektivt.
Samme recept i aften for Mighty Bulls.
Historikken: Aalborg har vundet de seneste tre hjemmekampe mod Rødovre med samlet 14-2. Første kamp i indeværende sæson i Bentax Isarena endte 4-1 til nordjyderne.
Statistikken: Aalborg er stærkt kørende på plus/minus-statistikken – naturligt nok – og har seks mand blandt de 10 bedste på toplisten i den kategori, hvor vi finder Rødovres bedste, Miro Keskitalo, på nummer 33.
Skader/karantæner: Rødovre manglede Julius Nyqvist og Kasper Jensen mod Herning, mens Aalborg stillede til kampen mod Rungsted uden langtidsskadede Marcus Pedersen, ligesom Martin Højbjerg og Jonas Jakobsen heller ikke var med.
Det forventer vi: At Rødovre får det svært mod Aalborgs fine offensiv. Nordjyderne er som bekendt stadig med maksimumpoint hjemme i Bentax Isarena.
Hold øje med: Julian Jakobsen spillede en næsten fejlfri kamp tirsdag aften mod Rungsted, som Aalborg vandt på en stærk slutfase. Jakobsen er altid solid, men har næsten været ”gemt væk” hidtil i sæsonen. Sikke en mand at hive frem af posen. Hos Rødovre var Mads Eller fremtrædende i kampen mod Frederikshavn tirsdag. Hans sidste tur til Nordjylland kastede to mål af sig.