Aalborg er inde i en uvant svær periode for øjeblikket med mange kampe mod ”angstmodstanderen” fra Esbjerg.
Når det er sagt, så var Aalborg tæt på at overliste vestjyderne både fredag og søndag, men blev altså fanget af deres gamle træningsmakker Mads Søgaard.
Og når det igen er sagt, så har Aalborg altså virkelig et kanonhold at trække på og en virkelig bred og skræmmende trup, der tæller Ben Duffy ventende på sine papirer frem mod en Metal Final4, hvor Esbjerg venter igen og hvor Aalborg vil være desperate for at spille sig i finalen på hjemmebane – tilskuere eller ej.
Derfor skal vi vente et Aalborg-hold, der er højt oppe i gear i aften mod det skadessvækkede hold fra SønderjyskE, der på det seneste har leveret imponerende resultater med fem-syv stamspillere ude. Spares nogen til Metal Final4 og dukker der måske nogen op til ”opvarmning” i aften?
Sikkert og vist er det, at SønderjyskE har fået styr over defensiven i de seneste kampe, hvor specielt den stærkt disciplinerede indsats i Herning fredag aften imponerede. Men sikkert og vist er det også, at SønderjyskE sidste tirsdag havde visse problemer med at tøjle Aalborgs stærke offensiv. Hvad med i aften?
Skader/karantæner: Aalborg spillede uden Martin Højbjerg, Anton Schou, Nicolai Nielsen og mod Esbjerg søndag og manglede stadig tilladelse til Ben Duffy, mens SønderjyskE havde en god stribe ude i weekenden. Matt Prapavessis, Anders Førster, Victor Rollin Carlsson, William Boysen, Daniel Nielsen, Patrick Galbraith sad ude, mens Anders Biel måtte udgå skadet mod Rødovre.
Hold øje med: Cody Donaghey er stille og roligt spillet ind hos Aalborg og har offensive kvaliteter. Spændende om han blomstrer i de kommende uger. Hos SønderjyskE har Emil Bejmo virkelig været en god forstærkning, der har haft godt af at komme væk fra Alps Hockey League. Masser af spilletid til svenskeren.
Det forventer vi: Et stærkt motiveret Aalborg-hold, der vil forsøge at lægge et hårdt pres på SønderjyskE og udnytte, at der er flere friske folk i truppen.
Historikken: Aalborg har et fornuftigt kram på SønderjyskE hidtil i sæsonen med to rene sejre og senest en 3-2-sejr i overtid i Vojens.
Statistikken: Til gengæld har SønderjyskE over de seneste fem kampe et formbarometer, der overtrumfer Aalborg suverænt. Sønderjyderne har 13 point mod Aalborgs 4.