Kampstart 19:00

Kan Herlev gøre det igen?

Det må være det store spørgsmål inden kampen i Esbjerg i aften.

Her møder Herlev op med to udesejre fra henholdsvis Herning og Vojens på listen. Det i sig selv er overraskende, men ikke sensationelt. Det er til gengæld sensationelt, at Herlev har vundet begge de pågældende kampe med 1-0. 

Det er næppe sket tidligere i dansk ishockeys historie, og tænk hvis Herlev kan gøre det igen i aften i Esbjerg? Det lyder usandsynligt eller hvad?

Der er dog næppe tvivl om, at Herlev kommer med stor disciplin og håbet om at fortsætte stimen af sejre i det jyske. 

Det bliver mod et Esbjerg-hold, der senest tabte 4-5 i straffeslag i Herning og har haft en noget svingende start på sæsonen.

Direktør Peder Krogsgaard gør status efter den første del af sæsonen på Energys hjemmeside. 

- Vi erkender, at fortiden ikke kan ændres, så i stedet glæder vi os over, at vi formentligt snart får en del spillere tilbage. Måske allerede til hjemmekampen den 27. mod Herlev, men ellers til de to nytårskampe mod SønderjyskE den 29. og 30. december.

- Målscoring har været en udfordring for Esbjerg Energy, så vi har senest tilknyttet amerikanske Cameron Brown til truppen. Vores forventning er, at han kender vejen til netmaskerne og at han generelt kan bidrage til Energy-offensiven.

- Tabeller lyver ikke, men afspejler de præstationer, som et hold har leveret. Alligevel er det vores oplevelse, at vi med vores trup har et hold, der giver muligheden for mere, end den nuværende placering. Det potentiale ønsker vi at forløse, forklarer Energy-direktøren.

Skader/karantæner: Grayson Downing, Philip Larsen, Tuomas Vartiainen og Jannik Christensen var ikke med Esbjerg i Herning senest. Den finske angriber var dog "blot" ude på grund af sygdom og forventes klar til kamp i aften. Herlev spillede senest i Vojens uden Anton Johansson og Marius Kring Andersen i backlinjen og havde 13 angribere med i truppen.

Hold øje med: Spændende målmandsduel. Bliver det Lukas Horak eller Gustav Bågenvik, der får tjansen hos Herlev Eagles? Begge har holdt et nul i Herlevs flotte "stime". Mon ikke Seldrup står for Esbjerg i aften efter en længere pause. Det er buddet herfra, om end Elmose måske får et skud mod sine gamle holdkammerater.

Historikken: Det er i den grad Herlev, der har teten mod Esbjerg i den her sæson. 3-2 i den første duel i Granly Hockey Arena og 4-1 og 6-1 hjemme i Spar Nord Arena. Bliver det Esbjergs tur i aften.

Statistikken: Esbjerg har en forfærdelig statistik i overtid/straffe. Den hedder 0-6 i denne sæson, mens Herlevs ditto er 3-3. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates HETAG UGENS HOLD: Fire kampe, seks spillere med inde i varmen