Se hvilke spillere, der er med blandt ugens bedste i Metal Ligaen

Der var blot fire kampe i gang i Metal Ligaen i sidste uge. Sejre til Odense, Herning, Aalborg og Frederikshavn.

Følgende seks spillere er udvalgt til det fine selskab:

Målmand: Stefanos Lekkas (Odense): - Fynboerne vandt 3-1 i en kamp, hvor Rødovre skød lystigt og havde masser af powerplay. 29 gange skød Rødovre på mål, 28 Lekkas-redninger var resultatet. 

Back: Mads Falborg Iversen (Frederikshavn): Bliver bedre og bedre sæson for sæson og er efterhånden designet til masser af istid. Mød Rødovre blev det til 24:28 minutter, en assist og +2 i plus/minus-statistikken. 

Back: Juuso Walli (Esbjerg Energy): Den store finne er et bolværk i en vestjysk defensiv, hvor skadeslisten konstant er lang. Mod Herning lavede han 22 minutter, +2 og 2 assister. 

Forward: Brett Perlini (Herning): Stort comeback af brit-canadieren, der efter en lang skadespause satte sig igennem fra start med mål og assist og toneangivende spil i kampen mod Esbjerg. Vigtigt for Herning at få ham tilbage. 

Forward: Cam Brown (Esbjerg): Er kommet godt fra start i sine nye omgivelser og tog fat fra start i kampen mod Herning. Brown leverede mål og assist og +3 og var driver i Esbjergs førstekæde. Ser ud til at have det bedst på dansk is. 

Forward: Magnus Boesen (Aalborg): Den unge angriber er stille og roligt ved at spille sig ind som etableret Metal Liga-spiller og leverede sin måske bedste kamp i 4-1-sejren over Rungsted. Mål og assist og +2. Mere optimalt kan man ikke løse 12:24 minutters istid. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Herlev Eagles Esbjerg Energy-direktør analyserer: Skader og spillemæssige udfordring har ramt os