Kampstart 20:15 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy tager imod SønderjyskE i et sydjysk, klassisk lokalbrag, hvor Esbjergs slutspilsform er på spil, mens SønderjyskE slås for at ende så langt som muligt oppe i tabellen.

Samtidig kan de to ærkerivaler tørne ind i hinanden i kvartfinalen, hvis tingene flasker sig i Metal Ligaens tabel. Nøjagtig som gæsternes træner Mario Simioni skitserer det i klubbens kampoptakt.

- Det er på mange områder en vigtig kamp. For det første naturligvis fordi vi har brug for pointene i jagten på en placering så højt i tabellen som muligt, for det andet fordi det er en modstander vi kan løbe ind i, i det kommende slutspil og for det tredje, fordi en sejr naturligvis altid er godt for selvtilliden, siger han. 

- Kan vi spille 60 minutters god ishockey som i kampen i søndags og score på vores chancer, så er der absolut også muligheder for at få point med hjem fra Esbjerg, lyder det fra Mario Simioni.

SønderjyskE kommer fra en yderst tæt kamp mod Frederikshavn, hvor gæsterne vandt 2-1 i Frøs Arena, men hvor sønderjyderne var irriteret over et potentielt udlignende mål, der blev annulleret. Skal SønderjyskE med op i kampen om førstepladsen kræver det tre point på en svær udebane i det vestjyske.

Her går træner Jason Jaspers formentlig og grubler over, hvordan en 3-1-føring blev vekslet til et nederlag på 4-7 i Herning i weekenden. Det er ikke noget, der må ske i slutspillet. 

Omvendt kan Jaspers altså også glæde sig over, at Esbjerg inden nederlaget i Herning var ubesejret i fem kampe. Helt galt ser det altså ikke ud sådan overordnet set i Esbjerg. 

Flere af de udenlandske spillere er steget i form og Oliver Kjær er kommet ind som noget, der kan ligne en solid forstærkning i det kommende slutspil.

Det forventer vi: Et helt tæt opgør og en kamp om territorium mellem de to rivaler inden slutspillet. Det kunne ligne en overtid.

Skader/karantæner: Esbjerg var senest uden Juuso Walli, Mikkel Rask, Grayson Downing og Henrik Mærsk Clausen. SønderjyskE manglede Yannick Vedel, William Boysen og Andreas Holzmann mod Frederikshavn i søndags.

De indbyrdes kampe: SønderjyskE vundet de tre hidtidige kampe, de seneste to ganske klart med 4-1 og 5-2. Det var dog i Frøs Arena. 

Statistikken: Esbjerg står med 10 point for de seneste fem kampe, mens SønderjyskE har tre point færre på det lille formbarometer. 

Hold øje med: Spændende målmandsduel. Hvem står i aften? McAdam og Lillie er i åben duel i Esbjerg-buret, mens Patrick Galbraith vel er førstemålmand hos SønderjyskE. Men Henriksen plejer at stå godt mod sin barndomsklub. 


Tjekkisk spiller tager sidste importplads hos Blue Fox ODENSE KNUSTE RØDOVRE i tredje periode