Kampstart 19:30 i Nordjyske Bank Arena

Der var mange udesejre i kampene mellem Frederikshavn og SønderjyskE i sidste sæson, hvor både nordjyder og sønderjyder nød at spille afventede på fremmed is - og samtidig havde succes med forehavendet. 

I aften mødes de for første gang i sæsonen i Nordjyske Bank Arena, naturligvis med nye besætninger og også med et SønderjyskE-hold, der formentlig kommer stærkt decimeret til Nordjylland. Tirsdag spillede SønderjyskE med lige nøjagtig tre kæder og havde endda 37-årige Rene Holm med som ekstra lejesvend.

- Frederikshavn er altid svære at spille imod, uanset om det er ude og hjemme. De har oprustet kraftigt i år, men uanset hvem vi møder, så går vi altid efter tre point – men det bliver med ret stor sikkerhed to tætte opgør vi går i møde lyder det fra sportschef Kim Lykkeskov til SønderjyskE's hjemmeside.

De to hold mødes allerede på søndag igen, så vi har altså et dobbeltopgør i vente. Nordjyderne spillede en lidt træg kamp i Rungsted tirsdag aften, hvor det blev til 1-4, og det var uden Aleksandr Bumagin som har stor betydning for White Hawks. Samtidig har Frederikshavn også virket noget skarpere hjemme end ude hidtil i sæsonen. 

Hold øje med: Joachim Blichfeld spiller for første gang på sin gamle hjemmebane og på TV2 Sport, hvor seerne altså kan tage ham i øjesyn. Hos SønderjyskE bliver det hårdt arbejde for en mand som René Holm, der formentlig også er med i aften. På tre kæder får han masser af istid, det kan både være godt og skidt for en mand, der trods alt ikke træner så meget til dagligt som holdkammeraterne.

Det forventer vi: Frederikshavn må være favorit, for nordjyderne er i stand til at spille på flere folk og i længden trykke til det Corona- og skadesramte SønderjyskE-hold. 

Skader/karantæner: Frederikshavn spillede senest mod Rungsted uden Aleksandr Bumagin og Lucas Andersen, mens SønderjyskE var uden Daniel Kønig Hansen, Mike Little, Mathias Borring Hansen, Anders Førster, Victor Rollin Carlsson og Mikkel Jensen i 8-3-sejren over Rødovre.

Statistikken: SønderjyskE har kun fået et point i de seneste tre udekampe, mens Frederikshavn har vundet fire af fem matcher hjemme i Nordjyske Bank Arena.

Historikken: Første opgør mellem de to mandskaber i indeværende sæson. Skruer vi tiden tilbage til sidste sæson vandt holdene tre kampe hver. Fire af seks indbyrdes opgør endte med udesejr.


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital SønderjyskE-direktør: Lukker vi butikken, forsvinder interessen