Frederikshavn White Hawks har revanche til gode efter en match i Esbjerg, hvor nordjyderne aldrig helt kom sig over den forfærdelige start på anden periode, hvor Esbjerg med to hurtige mål reelt afgjorde kampen.
Siden så vestjyderne sig aldrig tilbage, og det var som om intensiteten var på Energys side i den resterende del af kampen - efter en første periode, hvor begge hold afventede og arbejdede sig ind i serien.
- Vi hang efter overalt på isen i de første to perioder. Vi gav alt for meget initiativ og for meget plads i egen zone, og det blev vi straffet for. Det er simpelthen fuldstændig uacceptabelt, at vi ikke var der i sådan en kamp. Det er årets hidtil vigtigste kamp, og så leverede vi så jammerlig en indsats, sagde Rasmus Søndergaard til Nordjyske efter kampen i Esbjerg.
Hos vestjyderne var tonen naturligvis anderledes.
- Det her var en god holdpræstation, ingen var for fine til at kaste sig ned i et skud eller tage det hårde slid. Vi har taget lidt for afslappet på det på det seneste, men den attitude var heldigvis væk i dag, sagde Christian Wejse til JydskeVestkysten efter sejren i Granly Hockey Arena.
Vestjyderne kunne glæde sig over, at fire målene kom fra danske spillere - heriblandt to fra Wejse - så de udenlandske stjerner har stadig noget i banken til i eftermiddag.
Hold øje med: Og det kunne jo netop være en Brady Shaw, som vi ikke så rigtig meget i den første kamp. Hos Frederikshavn vil undertegnede vove at påstå, at Filip Larsson var mere uheldig end uopmærksom ved det mærkelige 2-0-mål, som ramte banden bag mål og fik et underligt højt hop, inden den ramte Larsson bagpå og gik i mål. Det var utur. Det betyder dog ikke, at Larsson er den absolutte nøglespiller hos Frederikshavn i dag.
Det forventer vi: At der kommer mere intensitet fra Frederikshavns offensiv. En mand som Justin Shugg så vi ikke meget til fredag, og han er en af de spillere, der skal træde i karakter, hvis White Hawks skal have en chance. Det bliver kontrolleret desperation fra Frederikshavn, og fornemmelsen siger, at kampen i dag bliver helt tæt til det sidste - måske overtid.
Statistikken: Da Frederikshavn endelig kom på tavlen, kostede nogle fire udvisninger chancen for et stort comeback. Nok var et par stykker måske lidt hårdt dømt, men det er vigtigt at holde disciplinen i en afgørende fase af kampen. Esbjerg kunne glæde sig over hele 40 skud på mål fredag aften.
Skader/karantæner: Jeppe Vinther og Cam Knight sad ude for Esbjerg, mens nordjyderne manglede Mathias Seldrup og Aleksander Bumagin.
Historikken: Da Esbjerg og Frederikshavn senest tørnede sammen i slutspillet, førte Esbjerg 2-0 i serien, men tabte i syvende kamp. Der er ingen garantier, selv om man fører.