Kampstart 15:00 i Nordjyske Bank Arena

SønderjyskE på besøg i Frederikshavn, hvor begge hold med tre point kan sikre sig forrygende muligheder for at hive en Metal Final4-plads med hjem i taskerne.

Begge hold kommer med nederlag i bagagen: Frederikshavn tabte 1-2 efter straffeslag mod Herning fredag aften i meget disciplineret og taktisk orienteret kamp, der næsten havde "slutspilsånd" over sig. 

SønderjyskE spillede CHL-afslutning i Ängelholm mod Rögle, hvor det blev til et nederlag på 3-8 efter et totalt sammenbrud i slutfasen, hvor en fem minutters udvisning til Shawn O'Donnell kostede rigtig dyrt. 

- Vi spillede en fantastisk hockeykamp i næsten 50 minutter og det tempo samt den gejst og vilje holdet viste der, skal vi tage med til Frederikshavn, siger træner Mario Simioni til klubbens hjemmeside. 

Der er stor respekt for modstanderen: 

- Det bliver en virkelig svær kamp, for White Hawks er lige nu på førstepladsen og har fundet en vej til at vende selv de tætteste kampe til deres fordel. Vi skal dog som udgangspunkt koncentrere os om vores eget spil og som jeg sagde tidligere skal vi spille med vilje og gejst, for så er der absolut også muligheder for point i kampen i morgen, siger han. 

Hold øje med: Frederikshavns Christopher Frederiksen har fået en god sæsonstart og finder altså også vej til pointene lige nu. Lige nu forfølger han Lucas Andersen på nordjydernes topscorerliste. Trækker SønderjyskE Cam Brown op som joker, eller hvordan står det til med den populære mands form og tilladelser. 

Skader/karantæner: Galansky kom galt af sted i straffeslagskonkurrencen i Herning. Spiller han i eftermiddag? Det så ikke godt ud da han vred om et sted i benet og måtte humpe ud. Seldrup er dog en erstatning langt over en gennemsnitlig backup. Bumagin, Bertelsen, Mieritz og Mads Larsen stadig fraværende hos Frederikshavn. SønderjyskE uden den svenske back Anton Öhman i CHL-kampen i Rögle. 

Det forventer vi: Da de to hold senest tørnede sammen var det fuldstændig jævnt. Sådan kan det også ende i eftermiddag. 

De indbyrdes kampe: Frederikshavn vandt altså 2-1 i Frøs Arena i det første opgør, hvor Eemeli Räsänen endte med at afgøre sagerne i straffeslag. 

Statistikken: I et jævnbyrdigt forbarometer i ligaen - lige bortset fra Rødovre - er det såmænd SønderjyskE og Frederikshavn, der topper over de seneste fem kampe med henholdsvis 10 og 9 point. 


Seldrup besejrede SønderjyskE VILD AFTEN I ODENSE: Aalborg vandt 8-5 i fynsk skydetelt