Frederikshavn White Hawks har slet ikke haft det godt med Odense Bulldogs i indeværende sæson.
Faktisk har fynboerne domineret nordjyderne så stort, at det umiddelbart giver Bulldogs favoritværdigheden, når man blot ser på de indbyrdes kampe i sæsonen.
Odense har vundet fire af fire kampe i ordinær spilletid og står med en målscore på 17-6 mod White Hawks.
Det skal dog siges, at Frederikshavn efter 0-3 og 0-5 i de to første opgør er kommet lidt tættere på rent ciffermæssigt i de seneste to matcher, hvor det er blevet til 2-4 og 3-5. I nærheden af en sejr har White Hawks dog ikke været i opgørene mod Odense.
Så noget kan tyde på, at Frederikshavn skal knække en kode i forhold til at tøjle fynboernes stærke fysiske spil og evnen til at "køre på" med fire kæder.
White Hawks kommer fra en ganske fornuftig uge, der bød på sejre mod Rungsted og Esbjerg og et hæderligt nederlag i Vojens, hvor nordjyderne var med i store dele af kampen. Her blev et 3-1-mål til sønderjyderne afgørende for resten af kampens forløb og det sidste mål blev scoret i tomt bur.
Så generalprøverne har ikke været helt dårlige for Frederikshavn, der måske kan fange et Odense-hold, der var lidt tøvende i weekenden med 3-2 hjemme over et smalt Rungsted-hold og 2-4 i Esbjerg søndag eftermiddag. Ikke helt tilfredstillende for Bulldogs, der for en stund røg ud af top 2-kampen og nu koncentrerer sig om at holde SønderjyskE bag sig.
Det forventer vi: Et taktisk stærkt indstillet Frederikshavn-hold, der straks fra start skal forsøge at holde Odense-presset væk. Desto længere Frederikshavn kan det, desto bedre bliver mulighederne for point.
Historikken: Altså 4-0 i sejre og rent bord til fynboerne hidtil i sæsonen.
Skader/karantæner: Gorm Topholt ude med karantæne hos Odense, der også manglede Martin Larsen i Esbjerg. Frederikshavn uden Jesper Jensen, mens Jonas Jakobsen muligvis er tilbage.
Statistikken: Odense er ligaen næstbedste udehold med 35 point. Kun Aalborg (41) er bedre. Frederikshavn er lige under midten som sjettebedste hjemmehold (32 point).
Hold øje med: Vi kan jo passende kigge på de to, der blev sendt på ugens hold i sidste uge. Jesper Dahlroth (Frederikshavn) med fem point i tre kampe, Kristian Jensen (Odense) med et mere og matchvinder gange to.