Den her bliver spændende.
For en lille måneds tid siden - sådan godt og vel - var det Aalborg, der knoklede for at hænge på Herlev, men i aften er det altså omvendt.
Herlev skal vinde, hvis ikke Aalborg skal smutte alt for langt væk i tabellen.
Og Herlev kommer med optimisme til aftenens kamp efter en perfekt weekend, der bød på sejr på 7-0 hjemme over Rødovre og 4-1 ude over SønderjyskE.
Dermed fik Eagles tanket lidt nødvendig selvtillid igen før ugens kampe.
Det bliver også nødvendigt mod et Aalborg-hold, der nærmest har gået på vandet siden landsholdsbreaket.
Aalborg har fået ekstra bredde, så man også tåler et par mand ude og stadig kan rulle med fire kæder, og så er de "aalborgensiske nordamerikanere" bare flyvende.
Det er en vild trio, Aalborg har fået i Craighead, Lajeunesse og Gotz.
Det forventer vi: En underholdende kamp, hvor begge hold spiller fremad isen og kompromisløst at vinde. Helt åbent.
Skader/karantæner: Herlev har Marius Kring og Jeppe Kramer til U20-VM, Peter Lauritzen, Mikkel Skjellerup og den nye mand Jason Willms var ikke med i Vojens søndag. Isac Skedung udgik groggy i slutfasen. Aalborg spillede senest mod Esbjerg uden Julian Jakobsen, Anthon Eriksson, Joonas Niemelä, Kirill Kabanov, William Lund og Sebastian Ehlers.
Hold øje med: Axel Lindström har vist sig farlig på det seneste hos Herlev, mens Aalborg kan håbe på en stor aften fra Tobias Ladehoff.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads i Martinsen Arena.
Historikken: I det seneste møde vendte Aalborg 1-3 til en 6-3-sejr, mens Herlev tog de to første stik mellem klubberne med sejre på 4-3 i Aalborg og 5-3 hjemme.
Statistikken: Aalborg har scoret hele 14 point i de seneste fem kampe, mens Herlev står med seks point - dog med sejr i de to seneste matcher.