Kampstart 19:00 i Martinsen Arena

"Øjeblikkets mandskab" Herlev Eagles i aften imod Esbjerg Energy hjemme i Martinsen Arena.

Og her er Herlev for øjeblikket svære at arbejde med. Senest fik Aalborg det at mærke fredag aften, da ørnene vandt med 5-3 efter en helstøbt og effektiv indsats.

Mon ikke Dan Jensen og hans trænerstab har kigget den kamp godt og grundigt igennem, og i øvrigt også har læst den skadesupdate, som Herlev kom med i går. 

- Lucas Carlsson, Rasmus Simonsen og Anton Johansson er alle pt. ude. I fredagens sejr over Aalborg, måtte Oliver True og Mathias Hansen ligeledes udgå. Vi afventer svar på scanninger på et par af spillerne. Nogle skader er dag til dag og andre har lidt længere udsigter. I bedste fald er alle mand klar igen efter landsholdspausen, lød det fra Herlev-ledelsen. 
Så det er altså formentlig et Herlev-hold uden et stærkt femkløver, der mangler i aften.
Esbjerg-træner Dan Jensen er i klubbens kampoptakt fuld af respekt for Eagles: 
- Der er en grund til, at Herlev ligger i toppen af tabellen. Herlev har virkeligt fået samlet et godt hold i år og de er dygtige både ude og hjemme. Herlev er vanskelige at matche, hvilket tabellen og resultaterne tydeligt viser. De spiller godt.

- Holdet er godt med en dygtig målmand. Holdet fungerer godt i alle tre zoner og er vanskelige at spille imod. De spiller godt fem mod fem. Deres special teams fungerer godt. Både når vi taler spillet i over- og undertal, lyder det.
- Vi tager hensyn til modstanderen, men vores fokus er som altid primært på os selv og det som vi kan påvirke. Så udgangspunktet er de sædvanlige ting som at være klar fra start til slut, holde aftalerne, vinde nærkampene og ville tingene lidt mere end modstanderne, siger Jensen. 
- Vi møder alle modgang, men jeg glæder mig over, at spillerne altid møder op med en professionel tilgang til opgaven. Det er vigtigt for os, at spillerne altid møder positive op og handler ansvarligt og konstruktivt. Jeg oplever, at spillerne ved, at vi sammen skal håndtere de udfordringer vi har og skabe vores succes. Det er vigtigt for mig, siger Dan Jensen med øje på Esbjergs ikke supergode sæsonstart.

Skader/karantæner: Esbjerg havde Jeff King ude senest, og har altså sagt farvel til Nick Master, der er byttet med Oliver Kjær. Herlevs skadesupdate ses ovenfor.
Det forventer vi: At Herlev stille og roligt afventer Esbjerg og forsøger at slå kontra med samme effektivitet som mod Aalborg fredag. Esbjerg kommer formentlig også med en forsigtig tilgang til kampen og derfor kan det godt blive tæt i aften, hvis ingen af holdene får hul på bylden. 
Hold øje med: Oliver Kjær har trænet lidt med sine nye/gamle holdkammerater og har mere i tanken i aften. Hos Herlev har Isac Skedung gjort det virkelig godt, og er næsten på spil med mål eller assist i hver kamp. 
Statistikken: Formbarometeret siger Herlev 13 point i de seneste fem kampe, mens Esbjerg i samme antal kampe kun har to point.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på mikrofonen til at guide seerne gennem de 60 minutter. 
Historikken: Første møde mellem de to mandskaber blev vundet af Herlev i Granly Hockey Arena efter straffeslag. 

OPTAKT: Herning Blue Fox-Rungsted Seier Capital Bergholt slap med skrækken: Klar igen inden længe