Kampstart 15:00 i Spar Nord Arena

ALT!

Det var sådan cirka svaret fra Victor Cubars, da han efter kampen fredag aften mod Rødovre blev spurgt, hvad Herlev-mandskabet skulle forbedre til kampen søndag eftermiddag mod Odense.

Herlev tabte som bekendt 3-4 mod lokalrivalerne, og det var noget skuffende for Eagles, der i store træk var i stærkeste opstilling, mens gæsterne manglede et par faste spillere plus de to backer, Bemström og Böll, der er draget videre mod slutspillet i Odense og Frederikshavn.

Herlev spillede fornuftigt i første periode mod Rødovre, men tabte momentum som kampen skred frem. Rødovre spillede god omstillingshockey, og havde held med at overspille Herlevs pres med små pasninger op langs banden. 

Det er helt sikkert en af de ting, Patric Wener har arbejdet på at rette til før eftermiddagens kamp. Samtidig har har formentlig også undervist sine spillere i at dække manden i stedet for pucken, for den måde Herlev-forsvaret forholdt sig på i flere situationer - ikke mindst ved Mikkel Perssons 2-4-mål - var helt skidt. 

Det er dog også en anden type hold, der kommer forbi i dag. Rødovre kørte stenhårdt på kontra, mens Odense formentlig vil komme med et hårdere tryk og mere fysik og offensiv. 

Det er fynboernes kendetegn, og det er også interessant, at de to hold med ganske stor sandsynlighed kommer til at møde hinanden i en kommende kvartfinale. Specielt hvis Herlev tager sejren i dag og dermed lægger afgørende afstand til Frederikshavn og Rungsted på syvende- og ottendepladsen i tabellen. 

Skader/karantæner: Herlev var uden Magnus Lykke Jonassen, Peter Lauritzen og Mikkel Skjellerup fredag aften, Odense har på det seneste spillet uden Brien Diffley og måtte se Arturs Salija udgå i 6-2-sejren over Rødovre. 

Det forventer vi: Et tændt Herlev-hold, der kommer til at udfordre Odense i noget, der godt kunne blive en tæt kamp. Der skal sendes signaler før kvartfinalen og derfor vil ingen tage let på kampen. 

Hold øje med: Førnævnte Victor Cubars er med sikkerhed revanchelysten i dag, mens Odense havde Markus Jensen som dobbelt målscorer mod Rødovre. Måske kommer Jensen nu for alvor i gang. 

Historikken: Odense vandt de tre første grundserieopgør klart, men de seneste to matcher er gået i overtid med en sejr til hvert hold til følge. 

Statistikken: Igor Merezhko er Odenses bedste mand i plus/minus-statistikken med +28, mens Mathias Asperup er Herlevs etter i den kategori med +12. 


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rungsted SC HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning Blue Fox-Esbjerg