Kampstart 19:30 i Spar Nord Arena
Herlev Eagles er det eneste mandskab i Metal Ligaen, der lige nu er sikker på en slutplacering, for ørnene lander med sikkerhed som nummer syv i sluttabellen - intet mindre, intet mere.
Og i det nyhedsbrev, der udkom for nyligt - og handlede ganske meget om "Jesper Thörnberg-sagen", trak direktør Lars Skjøth også linjerne op før de kommende kvartfinaler.
- Som syver i grundspillet skal vi møde toeren. Hvem det bliver er endnu ikke afgjort, men uanset om det bliver Rungsted, Aalborg eller Esbjerg, er det en stor mundfuld. Vi har spillet tætte kamp mod dem alle, men tabt de fleste. Det betyder til gengæld at vi går ind til kvartfinalerne med stor ydmyghed og med en indstilling at kun rigtigt hårdt arbejde kan give os et resultat, siger han.
- Vi skal ramme de for os perfekte kampe med den rigtige blanding af coolness og arbejdsraseri. Kan vi det, er der muligheder og vi kommer ikke at lægge os ned, lyder det fra Herlev-direktøren.
Det er altså den version af Eagles, vi kommer til at se i aften mod et Rungsted-hold, der spillede en af sine bedste kampe længe mod Esbjerg fredag aften. Der var kæmpe tryk på matchen, både fysisk og tempomæssigt, og sejren må have lunet i det nordsjællandske efter sæsonens hidtil dårligste periode af kampe og resultater.
Rungsted holder dog fast ved førstepladsen, og den er også gæsternes motivation i Herlev i aften, hvor en sejr kan bringe Rungsted "over en kamp" foran Aalborg i toppen med to spillerunder tllbage.
Hold øje med: Rungsteds kaptajn Marcus Olsson ser ud til at gå ind i slutspillet i topform. To scoringer mod Esbjerg og en fremragende indsats. Hos Herlev bliver Matthias Asperup en kæmpevigtig spiller i det kommende slutspil. Asperup spiller for en god kontrakt til den kommende sæson. Måske i Herlev, måske kunne han være på vej over Sundet.
Det forventer vi: Rungsted er favorit, men Herlev har tidligere voldt de sjællandske makkere store problemer i denne sæson. Det ligner en sejr til gæsterne, der har mest at spille for, men ikke så klart som 8-1-kampen senest.
Historikken: Altså netop 8-1 i den seneste kamp til Rungsted, men det resultat var atypisk: De øvrige fire kampe endte med etmålssejre til Rungsted - to i ordinær tid, to i overtid/straffe.
Skader/karantæner: Herlev altså senest uden Jesper Thörnberg og Eagles manglede ligeledes Tobias Ruelykke, Joonas Riekkinen, Magnus Koch, Magnus Jonassen og Simon Golbert. Vigtig for den smalle Herlev-trup at alle bliver klar til slutspillet. Rungsted uden Mathias Røndbjerg og Mathias L. Hansen senest mod Esbjerg.
Statistikken: Rungsted har med 30,64 procent den bedste powerplay i ligaen, mens Herlev med 13,86 procent kun lige holder sig over Odenses sidsteplads i den kategori. Klar forskel på top og bund her.