Herning Blue Fox udbyggede i midtugen forspringet og ligger nu på Metal Ligaens førsteplads med 40 point.
Der er to point ned til nummer to fra Aalborg og derefter kommer altså et jagtende kobbel af mange hold. Det kobbel kan aftenens modstander fra Esbjerg blive en del af, hvis gæsterne vinder i Kvik Hockey Arena.
Men det er vanskeligt at vinde i Herning, der har to point i snit i ni hjemmekampe. Dog skal det siges, at den seneste af slagsen blev tabt med 2-3 mod Aalborg i sidste uge.
- Det bliver pissefedt. Der bliver god stemning i hallen og to hold, der hader hinanden. Der kom et par skader, sidst vi mødte dem, så det bliver hårdt, men det bliver også fedt, forudser Joachim Linnet over Sportherning.dk.
Linnet har spillet godt på det seneste og fik noteret sig for en scoring, da han fikst konverterede en friløber i Herlev, da Herning vandt 3-2.
Esbjerg kommer fra en fin formkurve med 12-2 i målscore og 8 point i de sidste tre kampe. Senest blev det 2-1 over Rungsted efter straffeslag.
- Vi præsterede godt til sidst mod Rungsted, ikke mindst i overtime og på straffeslagene. Det er ikke tit man spiller fire mod tre, men vi producerede godt og scorede på alle tre straffeslag. Vi sikrede de to point og det synes jeg er fortjent. Men nu venter Herning, siger Dan Jensen i Esbjergs kampoptakt.
- Herning har et godt hold. Vi skal være klar fra start deroppe, for er vi ikke det, bliver vi straffet. Vi fik en del strafminutter sidste vi spillede mod Blue Fox, og det udnyttede de. Det skal vi lære af. De vandt også i Esbjerg. De var mere effektive end vi var. Det skal vi
have lavet om på. Men uanset hvad, bliver det en hård kamp forudser Energy-coachen.
- Alle taler om vigtigheden af en god start. Vi har fokus på os selv og her spiller starten også en rolle. Vi har fået trænet og forberedt os godt til kampen. Spillerne har vist et godt niveau. Men det bliver en hård kamp, fra første fløjt.
- Det handler som altid om tre point. Og den opgave håndterer både jeg og spillerne professionelt. Når det er sagt, har jeg været i Herning i mange år. Der er mange folk, som jeg kender, så det er da altid specielt for mig. Men vi har en ny opgave og den går vi professionelt ind til, siger Dan Jensen.
Hold øje med: Kan en Lucas Andersen gå ind og drille Herning i dag? Han virker i stigende form. Hos Herning har Magnus Carlsen været både stærk og målfarlig på det seneste.
Historikken: Herning vandt hele 7-3 hjemme i Kvik Hockey Arena og sikkert med 3-0 ude i Esbjerg.
Det forventer vi: Herning er på baggrund af tidligere møder favorit til kampen. Hjemmebanen tæller naturligvis også til Hernings fordel. Jokeren er selvfølgelig, at Esbjerg er i fin form pt.
Skader/karantæner: Herning havde Zach Taylor ude senest, hvor Esbjerg manglede Jeff King og Frederik Bjerrum.
Metalligaen.dk Har Søren Kaster på plads i Kvik Hockey Arena i aften.
Statistikken: Begge hold kommer ind fra toppen af formbarometeret: Frederikshavn har 12 point, mens Herning og Esbjerg står med 11 point og begge har endda plus 10 i målscore i de seneste fem matcher.