Herning synes at være på vej mod en sikker grundspilssejr som tingene ser ud lige nu.
Midtjyderne snublede i Odense, men vendte meget stærkt tilbage mod Esbjerg lige før nytår og vandt stensikkert med 5-1 over Energy.
Det midtjyske kollektiv ruller af sted med fire kæder for øjeblikket.
- Vi arbejder hårdt, og vi arbejder ud fra den samme plan. Uanset om det er vores bedste spillere, de unge spillere eller vores udlændinge, så trækker alle i samme retning, og når det lykkes, så bliver man stærk, siger Blue Fox-kaptajn Morten Poulsen til Sportherning.dk.
Blue Fox-spillerne synes at have taget Garth Murrays puckbesiddende stil til sig og dermed kommer aftenens gæster fra Frederikshavn formentlig også til at forsvare sig fra start, når det går løs i Kvik Hockey Arena i aften.
Men White Hawks-defensiven har også stået rigtig godt i de fire opgør i 2024's sidste dage. 4-1 og 2-0 mod Odense blev afløst af 3-2 og 3-4 mod Aalborg, og 10 point mod to top fire-hold er mere end respektabelt.
- Det bliver godt at komme i gang igen, og vi skal fortsætte, som vi har gjort i de seneste kampe mod Odense og Aalborg. Vi skal være koncentrerede i begge ender af banen. Derudover skal vi stå godt defensivt, mod et stærkt Herning hold, som slår til, hvis ikke vi er klar fra start, siger Frederikshavn-forwarden med fortid i Herning, Jesper Thörnberg.
Det har også hjulpet at Tadeas Galansky har stået fremragende i de fire kampe og leveret en redningsprocent på 95 i kampene mod Odense og Aalborg.
Det forventer vi: At Frederikshavn kommer under pres fra start. Desto længere nordjyderne kan holde trit, desto større er muligheden for at overraske med lumske kontrastød hos favoritterne fra Herning.
Skader/karantæner: Herning var senest uden Janis Fecers, Zach Taylor, Karlis Peca og Derian Pluoffe i kampen mod Esbjerg. Frederikshavn melder på sin hjemmeside, at Fredric Andersson forventes som værende eneste mand ude.
Hold øje med: Unge Hjalte Thomsen kan vokse sig til en profil i de kommende måneder. Han leverede mål og assist mod Esbjerg. Frederikshavn har brug for både offensive og defensive evner hos den elegante finske back Santeri Suistio.
Historikken: Frederikshavn vandt det første opgør 3-2 efter overtid, men Herning tog revanche med 6-3 hjemme og 5-0 ude i de tre hidtidige opgør.
Statistikken: Sebastian Benker stod noteret for otte chancer i de fire jule- og nytårsopgør. Det blev til to scoringer for svenskeren. Hernings form er skræmmende. 27 point i de seneste 10 kampe!
Metalligaen.tv: Har Kasper Buch på plads til at styre seerne gennem de 60 minutter i Kvik Hockey Arena.