Der er vigtige Final4-point på spil i eftermiddag, hvor Herning kan placere sig rigtig lunt med en sejr, mens Herlev omvendt kan spille sig direkte ind i varmen med tre point.
Hjemmeholdet kommer ind til kampen i storform og med stor optimisme efter en sejrsrække, der kulminerede med 6-2-sejren over Aalborg hjemme i Kvik Hockey Arena. Seneste kamp var en 6-3-sejr i Odense. Blue Fox synes svære at styre for øjeblikket.
- Det er dejligt, at vi er et helt andet sted nu end efter de første kampe i sæsonen. Set fra mit synspunkt kan vi stadig forbedre os, men jeg synes helt klart, at man kan se, at spillere og trænere nu er mere på bølgelængde. Vi ser efterhånden de samme ting. Spillerne bliver stadig bedre til at holde fast i pucken og køre de lange angreb, som er med til at trætte modstanderne, sagde Herning-træner Pelle Hånberg efter kampen til Sportherning.dk.
Herning kan med en sejr komme op på 26 point for 14 kampe, og det er lige ved, at det kan være nok til Metal Final4, eftersom holdene bagved skal møde hinanden indbyrdes.
Herlev kan med en sejr gøre stillingen omkring de tre pladser bagved Aalborg fuldstændig fortættet og uforudsigelig.
Gæsternes seneste udekamp i Odense, hvor Herlev vandt med 2-1 efter overtid, blev spillet helt perfekt og disciplineret og med en meget stærk målmandspræstation af Erik Hansen på toppen.
Det er sådan en kamp Herlev søger efter i eftermiddag igen.
Det forventer vi: At Herlev spiller struktureret, stramt og disciplineret med vægt på en stærk defensiv, der skal lukke ned for et Herning-hold, der er begyndt virkelig at spille som et hold igen. Det bliver svært for Eagles over 60 minutter.
Skader/karantæner: Herning mangler stadig Morten Poulsen, mens Herlev fredag aften i Rungsted savnede Niclas Heinerö.
Hold øje med: Ingen tvivl om, at Erik Hanses kommer i centrum i eftermiddag. Han er oppe mod Jesper Thörnberg, der i den grad har levet op til forventningerne hos Herning.
Metalligaen.tv: Kenneth Kristiansen er på plads for at guide dig igennem de 60 minutter i Kvik Hockey Arena i Herning.
Historikken: Det første opgør i Spar Nord Arena var en yderst tæt kamp, som Herlev endte med at vinde 3-2 efter uafgjort i ordinær spilletid.
Statistikken: Hele fire spillere i pointligaens top 10 er på plads i dag: Jesper Thörnberg, Mathias From, Joseph Jonsson og Oliver True. Hvis Niclas Heinerö bliver klar, er han også inde i top 10.